05 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hetz mod hjemløse fortsætter

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 20. oktober, 2016, 07:52:21

Hetz mod hjemløse fortsætter

Københavns Politi har igen anholdt hjemløse for at opholde sig i en park. Betjentene peger på ordensbekendtgørelsen – og på parkens skilte, som Enhedslistens Morten Kabell er ansvarlig for.

Natten til onsdag i forrige uge slog politiet til klokken 05.30 i Folkets Park på Nørrebro. Her anholdt de over 20 hjemløse (afrikanske) mænd, som politiet mener har overtrådt ordensbekendtgørelsen ved at opholde sig i parken.

Der er en meget nem politisk løsning, der helt kunne fratage politiet muligheden for at anholde de hjemløse.

Mændene var efterfølgende anholdt mellem seks og 16 timer. Vel at mærke for en ”forbrydelse”, der kan sammenlignes med at køre uden lys på cykel.

Alligevel har mændene fået taget billeder, registreret fingeraftryk, og er blevet udspurgt om deres færden i Danmark. Nogle fortæller, at de skulle smide tøjet helt og sprede baller, selv om de aldrig er blevet sigtet for andet end deres ophold i parken.

Ser ulovligt ud

En del af politiets fremgangsmåde ser ulovlig ud. Der savnes juridisk grundlag for de krænkende indgreb, som er helt uden sammenhæng med sigtelsen mod dem.

Det er også ulovligt, at politiet angiveligt endnu engang selv har frataget mændene penge til ”betaling” af en bødepåstand på 750 kroner, ligesom enkelte fortæller, at de blev truet med udvisning, hvis bøden ikke blev betalt på stedet.

Når bøden er ”betalt”, anses den også ”erkendt”, og som udgangspunkt fortabes nu adgangen til at få sin sag prøvet i retten.

Gadejuristen repræsenterer nu 14 af de anholdte. Vi vil gå frem som sidst og forventer, at de hjemløse også vinder denne omgang.

Politisk politiaktion?

Når dette overhovedet sker, må det være fordi der er et politisk ønske om, at politiet generer de (udenlandske?) hjemløse. Derfor er der også en meget nem politisk løsning, der helt kunne fratage politiet muligheden for at anholde de hjemløse for at søge nattely.

Anholdelserne i Folkets Park sker nemlig med direkte henvisning til de ordensskilte, som Teknik- og Miljøforvaltningen sætter op. Her står der, at man ikke må overnatte. Et forbud, der dog kun står på dansk, og som i øvrigt er illustreret med et piktogram af et opslået telt.

Skiltet giver ingen oplysninger om, hvor man i stedet kan gå hen. Ligesom de mange medarbejdere fra forskellige forvaltninger i kommunen, der flere gang over årene har holdt møder om løsninger for Folkets Park og som gentagne gange har været i dialog med de hjemløse, aldrig har henvist til en anden løsning.

Fjern skiltene

I Gadejuristen undrer vi os over, hvordan disse skilte kan komme fra en forvaltning, hvor borgmesteren ynder at sige, at det er hjemløsheden, der skal bekæmpes, ikke de hjemløse. 

Det ville derfor klæde teknik- og miljøborgmester Morten Kabell at få fjernet eller ændret de skilte omgående, så fattige hjemløse ikke igen skal anholdes og ydmyges på grundlag af hans skiltning.

Først når man kan skrive på skiltene, hvor de hjemløse i stedet må søge ly for natten, kan det komme på tale at sætte dem op igen.

Og så kunne det være oplagt at skrive skiltene på engelsk også. Så længe skiltningen kun er på dansk, tjener den kun som undskyldning for politiet, ikke som oplysning til dem, vi alle ved bruger parken om natten.