Regeringen forspilder ikke mange chancer for at hævde, at man vil bekæmpe "ulighed i sundhed”. Spørgsmålet er, hvem af de ulige der tæller? Og hvorfor de allermest ulige ignoreres?

Set fra stenbroen er der mange gode grunde til at sætte ind til sikring af gadefolkets sundhed. De dør i hobetal i unødig ung alder. I gennemsnit hele 22 år tidligere end gennemsnittet af danskerne.

For stofbrugerne er det helt galt. Dem, der hvert år dør, bliver ikke mere end godt 40 år i snit. Alt for mange af dem har alle de sygdomme, der kan ligge på dem. Alverdens betændelsestilstande og store væskende sår, der ikke vil hele. Og hiv og hepatitis.

Regeringen lader hånt om de allermest udsatte i bekæmpelsen af ulighed i sundhed.

Særligt hepatitis C plager dem voldsomt. Op imod 90 procent er smittede, og kan herfra have udsigt til blandt andet leverkræft og tidlig død.

Mange smittes længe før, de kommer i kontakt med behandlingssystemet første gang. Også selv om det på ingen måde behøver at være sådan.

Vi ved nemlig fra hundredvis af internationale studier gennem årtier, hvad vi skal gøre for at forebygge.Vi skal sikre let adgang til sprøjter og kanyler og alle andre fornødne remedier for stofafhængige, der fixer. Vi ved også, at en effektiv, landsdækkende sprøjteudlevering hurtigt er tjent ind. Og mere til.

Det koster nemlig uhyrlige summer for sundhedsvæsenet efterfølgende at skulle behandle de smittede. Alene medicinudgifterne til en hiv-behandling beløber sig til godt 100.000 kroner hvert eneste år resten af den smittedes levetid. Og blot en enkelt 12 ugers hepatitis C-behandling koster i dag en halv million kroner. Omkostninger til effektive sprøjteudleveringer er peanuts ved siden af.

Gadejuristen har netop offentliggjort en kortlægning, der viser, at kun tre af landets kommuner udleverer sterilt injektionsudstyr i overensstemmelse med anbefalingerne fra den internationale forskning. En tredjedel af kommunerne udleverer slet ikke. Og i de kommuner, der dog har en eller anden form for sprøjteudlevering, er der alvorlige mangler. 

I en artikel i Kristeligt Dagblad fremgik det, at Sundhedsstyrelsen vist gerne så, at kommunerne passede deres forebyggelsesforpligtelse også på dette felt. Kommunernes Landsforening undlod at forholde sig til kritikken og krævede bare, som altid, flere penge.

Den socialdemokratiske ordfører gled af. Og sundhedsministeren havde end ikke en kommentar til overs for de afslørede fatale, kommunale forhold.

Man kan engagere sig i sikring af den fornødne forebyggelses- og sundhedsmæssige indsats af omsorg for vores mest udsatte medborgere. Og man gøre det af omsorg for samfundsøkonomien. Her lades der hånt om begge dele.

Så meget for engagementet i bekæmpelsen af "ulighed i sundhed”. De mest ulige betaler prisen.