29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Iskolde jurister vs. hjemløse

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 19. december, 2014, 06:54:39

Iskolde jurister vs. hjemløse

Der er desværre en tendens til, at kommunejurister kan gribe selv de mindste halmstrå for at undgå eller udsætte hjælp til udsatte.

I årevis har kommuner truet med at tage støtten fra væresteder og herberger, der ikke tjekker sygesikrings- og siden sundhedskort på frysende hjemløse.

Insisterende har kommunale jurister, særligt i København, fastholdt, at kun danske hjemløse har ret til hjælp efter serviceloven. Akut trængende EU-borgere er på den baggrund blevet henvist til at sove ude i regn og kulde.

Selvom både socialminister Annette Vilhelmsen og Manu Sareen flere gange de senere år har slået fast, at også EU-borgere har ret til adgang på herbergerne, har kommuner krævet dørene holdt lukket, fordi man betragtede retstilstanden som ”usikker”.

Det må nu være slut med at true de organisationer, der giver ly til hjemløse.

Nu er det endelig slut. I sidste uge kom en orientering fra ministeriet, der en gang for alle slår fast, at EU-borgere med lovligt ophold ikke må afvises, når de opfylder de socialretlige betingelser for adgang.  

Det må dermed nu være slut med at true de organisationer, der giver ly til hjemløse. Det er alene lederen af for eksempel et herberg, der kan vurdere den pågældendes opholdsgrundlag. Og vurderingen kan ikke være afhængig af, om man kan fremvise et sundhedskort, mens regnen siler ned. Det er altså også slut med at tjekke ID i døren.

Set med Gadejuristens øjne har der ikke været noget usikkert i de tidligere skrivelser fra ministeriet. Men der er desværre en tendens til, at kommunejurister kan gribe selv de mindste halmstrå for at undgå eller udsætte hjælp til udsatte. Dette ses i en række tilfælde - også i forbindelse med spørgsmålet om etablering af fixerum, hvor Københavns Kommunes jurister holdt krampagtigt fast i deres modstand, mens frivillige i Fixelancen udøvede livsvigtig skadesreduktion med retten på deres side.

Det ville klæde enhver jurist altid at lade tvivlsspørgsmål komme gadens folk til gode, frem for at please budgetkontorer og/eller politisk plat og nøl.

Orienteringen fra ministeren kommer på et vigtigt tidspunkt. Lige op til den kolde vintertid. Men den løser ikke alles problemer. Der er stadig hjemløse rundt omkring i landet som hjerteløst efterlades i sne og frost. Fordi de ikke er født det rigtige sted.

Kun dét er koldere, og mere kynisk end den iskolde vinternat, disse mennesker efterlades i.