Vi har fået en ny tiggerlov og den er helt ude af proportioner. Folketinget hastebehandlede loven, der har fået sønderlemmende kritik i de høringssvar, der dog nåede frem indenfor den ultrakorte frist.

Fængsling af tiggere er ikke den eneste kriminalisering af fattigdom, vi ser.  

Under debatten er lovforslagets rækkevidde blevet mudret af retorik om, at tiggeriet skulle være ”utryghedsskabende” eller ”aggressivt” for at være strafbart, og at skærpelsen alene var rettet mod tilrejsende.

Men loven er klar – udgangspunktet er 14 dages fængsel for alle, også selvom tiggeren bare sidder der. Helt stille og viser sin nød. Og det vil være klart ulovlig diskrimination, hvis loven kun bruges mod udenlandske tiggere.

Tiggerlov er taget i brug

Skærpelsen blev taget i brug af Københavns Vestegns Politi bare tre dage efter, at lovændringen trådte i kraft. Men da sagen i sidste uge kom for retten, blev den udsat til september.

Den tiltalte skal først gennemgå en personundersøgelse for at retten kan vurdere hvilken straftype, han er egnet til. Så har man det typisk ikke ret godt.

Også Københavns Politi har taget den nye lov i brug. Her kommer de første tiggere for retten i slutningen af august.

Østre Landsret har afvist, at der kan varetægtsfængsles alene for tiggeri. De tiltalte må derfor vente måneder på deres dom. Måske helt uden forsørgelsesgrundlag. Der er således på alle måder tale om en helt uholdbar retstilstand.

I Gadejuristen kan vi godt rumme, at man kan opleve det som ubehageligt at blive konfronteret med ekstrem fattigdom på vej ud af Irma med posen fuld af bøffer og god rødvin.

Men løsningen på sociale problemer er aldrig straf eller kriminalisering af de allerfattigstes overlevelsesstrategier. Den slags er blevet prøvet – forgæves – mod stofbrugere og sexarbejdere alt for længe.

Vi risikerer at omdanne vores fængsler til fattiggårde.

Det koster mange skattekroner

Et døgn i et af Københavns fængsler koster knap 1600 kroner. De 14 dages fængsel koster dermed over 20.000 kroner. Dertil kommer retssagen med anklager, forsvarer, dommere, tolke og så videre. Dermed kan det koste henved 50.000 skattekroner, hver gang politiet ser en tigger.

Fængslingen af tiggere er ikke den eneste kriminalisering af fattigdom, vi oplever i øjeblikket.  Det sker samtidig med stramninger, der forbyder hjemløse at sove mere trygt i grupper og zoneforbud, der skal skubbe fattige væk, endda helt ud af kommunen.

De fattigste må åbenbart slet ikke være nogen steder. Men det er nu engang umuligt at gå væk, hvis man ikke har nogen steder at gå hen.