Et flertal i Repræsentanternes Hus i Uruguay har netop vedtaget at legalisere cannabis. Forslaget skal også passere Senatet, før legaliseringen er en realitet, men det antages at ville ske. Dermed ser Uruguay ud til at skulle blive det første land i verden, der tager dette skridt.

Herefter vil blandt andet hjemmedyrkning af op til seks planter blive tilladt. Regulerede cannabis-klubber vil blive etableret. Og landets læger og apoteker vil tage hånd om patienter med behov for medicinsk cannabis. Fortjenesten ved det statslige salg vil blive brugt på information, forebyggelse og behandling til det lille mindretal af cannabis-brugere, som udvikler problembrug.

Cannabis er praktisk taget "legalt" i Danmark.

Ved fremsættelsen af lovforslaget sagde forsvarsministeren sådan her: ”Vi finder, at kriminaliseringen af visse stoffer skaber flere samfundsmæssige problemer, end stofferne i sig selv. Med katastrofale følger”.  Når man har forstået dette, må man jo nødvendigvis også handle og endelig påtage sig selv at regulere en så grum faktisk virkelighed - på bekostning af den kriminelle underverden.

Andre stater har taget mindre eller andre skridt. Nogle har ned- eller afkriminaliseret. Nogle har legaliseret medicinsk cannabis. Dette også i Europa, men først og fremmest er der i 19 amerikanske delstater lægelig ordination af cannabis i forbindelse med en række lidelser, herunder blandt andet cancer, sclerose, aids, ADHD, epilepsi og grøn stær. Til tydelig gavn for de ellers hårdt plagede patienter og uden antydning af de uønskede følger, som dommedagsprofeterne ellers bevidstløst har messet.

Legalisering af cannabis er der ikke lige udsigt til i Danmark, hvor vi befinder os i den ret håbløse situation, at cannabis praktisk taget er ’legalt’, fordi det kan købes af hvem som helst, stort set hvor som helst, og til en billig penge. Men produktion, distribution og salg er reguleret af en skruppelløs underverden med enorm profit, vold og gadeskyderier til følge.

Vi ved, at vi ikke kan udrydde dette marked ved politiets indsats. For så var det jo for længst sket.

Ved vores fortsatte passivitet undsiger vi os muligheden for iværksættelse af ellers ønskværdige reguleringstiltag. Det gælder fastsættelse og håndhævelse af en aldersgrænse, at bestemme styrke og stille krav til kvalitet, ligesom de reelle muligheder for målrettet at informere om mulige risici ved cannabisbrug og om behandlingsmuligheder til det mindretal af brugere af cannabis, som måtte få brug for behandling.

Blot ordet ”narkotika” har for længst fået os til at holde op med at tænke. Men man kan selvfølgelig hjælpes på vej. Mon begivenhederne i Uruguay vil hjælpe os på vej? Vil vi i det mindste snart tage os ordentligt af vores medicinske cannabis-patienter? Hvad tror du?