Klokken cirka fem minutter i dronningens nytårstale varslede sundhedsministeren i stilhed på sin hjemmeside, at regeringen ville flytte i hvert fald dele af den kommunale behandling for stof- og alkoholafhængighed til regionerne, hvis ikke hele dynen.

Vi må etablere ret til hjælp for denne gruppe ekstremt udsatte mennesker. 

”Den bedste model” for denne flytning skulle præsenteres her i foråret. Det må være snart.

En egentlig offentlig debat er dog udeblevet. Og at en vis del af den aktuelle rusmiddelbehandling, den der har hjemmel i servicelovens paragraf 101 og derfor hører under socialministeren og ikke under sundhedsministeren, har ingen forholdt sig til.

Behandlingsgaranti

Denne nu 16 år gamle såkaldte ”behandlingsgaranti” for ”stofmisbrugere”, som giver ret til et iværksat socialt/psykosocialt behandlingstilbud (i ambulant, dag- eller døgnregi) på baggrund af en udredning i henhold til en behandlingsplan indenfor 14 dage fra første henvendelse og dertil et vist frit valg af behandlingssted, hvad skal der ske med den?

Bestemmelsen blev til i 2002 som det politiske svar fra et samlet folketing på den op gennem 1990´erne voldsomt voksende stofbrugerdødelighed og på de meget lange ventetider særligt visse steder i landet.

Forhandlingen i folketingssalen var præget af en enorm behandlingsoptimisme fra alle sider uden, at det nogensinde blev klart på hvilket grundlag, man var så optimistisk, eller hvad man egentlig overhovedet mente, når man talte om ”behandling”.

Den uklarhed har været en tro følgesvend lige siden, hvor bestemmelsen har levet en omtumlet tilværelse.

Først i amtskommunerne, så i kommunerne, og under væsensforskellig praksis geografisk har den leveret alt fra reelt ingenting, over det bedre til nærmest hvad som helst, herunder også komplet udokumenterede tiltag som NADA-akupunktur og åndedrætsterapi, og tilmed finansieret Scientology, tungetale, håndspålæggelse og andre mere eller mindre (ny)religiøst funderede tiltag.

Det har kostet milliarder og atter milliarder. Men hvad så med dødeligheden? Er den i det mindste faldet? Nej. Sidste år afgik endnu flere stofbrugere ved døden end i 2002.

Klagesager

Fra Gadejuristens side har vi over årene behandlet disse 101-klagesager i tusindtal. Særligt absurd har det været at konstatere, at selv når bestemmelsen har foranlediget behandlingsforløb, hvor stofbrugere efterfølgende er enten stoffri eller både stof- og medicinfri, har de ikke nødvendigvis haft det bedre.

Alt for mange beskriver ligefrem at have det værre end før og med mindst samme behov for hjælp. Men så må de først igen begynde at bruge stoffer...

Vi må nu pinedød spørge, om rusmiddelafhængighed overhovedet kan ”behandles” som hidtil gjort og så bruge anledningen til at etablere ret til hjælp for denne gruppe ekstremt udsatte mennesker.

En skræddersyet hjælp i forhold til de problemer, man selv oplever at have brug for hjælp til, en hjælp der faktisk opleves som hjælp, en ydmygt assisterende hånd til at få sig etableret i og med et individuelt oplevet mest muligt meningsfuldt liv, om man på ansøgningstidspunktet så har et problembrug af rusmidler eller ej.