I snart 500 år er sexsælgere med skiftende intensitet og begrundelser blevet udsat for hån, spot, straf, fysisk lemlæstelse, kontrol, isolation, tvangsarbejde og tvangsbehandling, diskrimination, retsløshed, skam, stigmatisering og udstødelse.

I ældre tid var de dog næsten tålte, om end også dengang stigmatiserede. Ved en slags datidens ”jødestjerne” blev de for eksempel i 1497 kongeligt påbudt at gå med særlige sort-røde huer. Men tålte var de. Deres erhverv var lovligt.

Pisk og forvisning

Efter Reformationen (1536) kom der andre boller på suppen. Sexsælgernes "kønslige usædelighed" blev nu set som særligt egnet til at vække Guds vrede mod hele folket. Middelalderens bordeller blev nedlagt og straffeapparatet aktiveret. En kongelig befaling af 1574 bød dem pisk og forvisning. Kom de tilbage, skulle ørerne skæres af, og hvis det ikke hjalp, skulle de druknes i en sæk. Med Danske Lov (1683) stod de fortsat til pisk, og blev nu også indespærret i Spindehuset, hvor de blev sat til at væve og spinde.

Heller ikke Oplysningstiden bød på inklusion. Helt galt var det vist gået dem, hvis også de ved særlov var røget i den store sorte "socialforsorgsgryde" sammen med det tusindtal af hævdet sindslidende, ofte yngre, seksuelt aktive kvinder, der fik foretaget det hvide snit fra 1930´erne og frem. Det var ellers tæt på. Et udvalg under Justitsministeriet afgav i 1955 en betænkning, hvor man lod forstå, at man anså sexsælgere for et ”uroelement”, skyldige i ”udbredelsen af kønssygdomme”, og hvis ”kommercialiserede form for seksuelt samkvem” virkede ”nedbrydende på den almindelige kønsmoral”, ligesom de sås som en byrde for ”forsørgelsesvæsenet”.

Sexsælgernes egentlige problemer, som afhængighed af stoffer eller økonomisk nød, bliver underkendt.

De blev også beskrevet som ”ulykkelige mennesker”, forledt ind i prostitution på grund af ”ringe evner” eller ”psykiske afvigelser”, hvorfor man nu måtte ”drage omsorg for, at de […] hjælpes til at komme under ordnede forhold”.

Men tiden var med sexsælgerne. En tid, der var ved at løbe fra så uhyrlige tvangsindgreb, og forslagene blev afvist af daværende justitsminister Hækkerup med henvisning til ”betydelige betænkeligheder ud fra et retssikkerhedssynspunkt”. Men de var fortsat ikke tålt.

Enormt skridt

Set på denne samlede baggrund var afkriminaliseringen af prostitution i 1999 et enormt politisk skridt, som krævede en god politisk begrundelse. At anse ”prostitution som et socialt problem” blev en åbenlys politisk godte. Sexsælgerne, der fortsat ikke var tålte, skulle ikke længere straffes, men ”hjælpes til at komme under ordnede forhold”. Lyst hertil eller ej.

Dette helt meningsløse, men bevidstløst gentagne, at ”prostitution er et socialt problem”, er i dag en direkte årsag til den fortsatte diskrimination, retsløshed og stigmatisering af sexsælgere.

Samtidig afsporer et så meningsløst og forsimplet standpunkt hjælpeindsatsen for de udsatte sexsælgere, fordi deres egentlige problemer, som de selv oplever dem i form af for eksempel stofafhængighed eller økonomisk nød, underkendes. Det er jo prostitutionen der er problemet! Dette uanset, at de ikke anser deres salg af seksuelle ydelser som ”problemet”, men snarere som en ”løsning”. Den bedste løsning de har.

Prostitution synes først og fremmest at være et ”problem” for det politiske niveau. Her ved man tydeligvis selv bedst, man lytter end ikke og lader sexsælgerne betale prisen.