Set fra asfalthøjde sker der omfattende krænkelser af stofbrugere. Af et væld af årsager. Men væsentligst i forståelsen af dette grumme fænomen er det, at de er kriminaliserede og dertil så massivt stigmatiserede. Brændemærkede.

Den totale ulykke indtræffer netop i det øjeblik, når dem, vi andre enes om således at brændemærke, ikke længere magter at stå imod, men må påtage sig dette - vores - stigma som deres identitet. Her mister de sig selv og mange går til.

Et næsten samlet Folketing er ellers over en årrække begyndt at udvise i hvert fald drypvis større forståelse. Man vedtog en såkaldt ”behandlingsgaranti” i 2003, indførte heroinunderstøttet behandling i 2010 og fra sidste år endelig også fixerum. Dette sidste skridt om end med mindre politisk enighed, end man kunne have ønsket sig.

Misbehandling

Faktum er dog, at ”behandlingsgarantien” misforvaltes i helt uacceptabelt omfang, og at alt for få har adgang til heroinbehandling. Alene de enorme transportudgifter gør det umuligt.

Faktum er, at det ellers veldokumenterede potentiale i for eksempel metadonbehandling henstår uudnyttet. Er man velbehandlet, kan man leve et stort set almindeligt liv; gennemføre uddannelse, køre bil, passe et arbejde, tage sig af sine børn. Hvis vi tillader det.

Men det gør vi ikke. I stedet stigmatiserer vi, ledsaget af diverse misbehandling i en form som har en række mildt sagt usympatiske historiske paralleller. For eksempel vores mishandling af ”hekse” efter reformationen (1536), af sexsælgere lige siden, af sorte under slaveriet og apartheid, af handicappede, psykisk lidende og af homoseksuelle.

Stofbruget er ikke deres problem, men deres løsning på de egentlige problemer.

I dag er det, foruden altså sexsælgerne, stofbrugerne, der må bære den ubærlige byrde af denne så skammelige, men uomtvistelige hang til at stigmatisere og udstøde. Også selv om vi set i et historisk perspektiv har vist, at vi kan blive klogere, er den underliggende hang til at skabe og bevare ”fælles fjender” intakt.

Sociologen Goffman kom os ellers til undsætning i 1960'erne med sin beskrivelse af, hvad der faktisk sker, når vi sådan finder sammen om at brændemærke den ene eller den anden gruppering, og hvor galt det går den til enhver tid udnævnte ”fjende” fra netop det øjeblik, hvor man ikke længere magter at modstå stigmaet, og derfor påtager sig det som sin identitet.

Psykisk smertelindring

Men trangen til at stigmatisere er åbenbart så fast forankret i vores mørkeste indre. Det binder os sammen. Det giver os (andre) fællesskab og bekræfter os (andre) i at være både ”rigtige” og ”normale”.

Vi skal ikke frygte at efterlade også stofbruger-stigmaet i historien. Det vil ikke betyde, at hele ungdomsårgange bliver stofafhængige. Ni af 10, der forsøger sig med de aktuelt illegale stoffer, får ikke problemer af den grund. Men én af 10 gør. Og det har som absolut hovedregel helt andre årsager, end nogen stofferne kan klandres for.

Der er tale om mennesker, som, forbundet med ringe opvækstvilkår eller helt andre årsager, har forfærdelig ondt indeni. Deres stofbrug er ikke deres problem, men deres løsning på de egentlige problemer. En effektiv psykisk smertelindring. En funktionel tilpasningsstrategi for den der er isoleret og sat udenfor.

Derfor skal vi finde mod og vid til at slippe dette stigma, invitere indenfor, både med og uden stofbrug. Som forudsætning for at stofbrugerne vil kunne genfinde sig selv. Og som forudsætning for, at vi kan være os selv bekendt.