Når man er stofafhængig, altså afhængig af p.t. kriminaliserede stoffer som for eksempel heroin eller kokain, er der mange måder at komme alvorligt i klemme på. Både fysisk, psykisk og økonomisk.

Vil man opretholde forbudspolitikken, må man sørge for en behandlingsgaranti, der virker.

Man er dog typisk allerede i klemme, inden man bliver stofafhængig. Folk flest, der prøver et rusmiddel illegalt eller ej, får generelt ikke afhængighedsproblemer. En lille gruppe gør, og her handler det ikke (ret meget) om stofferne.

Det har et væld af andre årsager, såsom tidligt omsorgssvigt i svære liv, uafhjulpne svære sind, fravær af position og meningsfuldhed, fravær af netværk. Her kan brug af stof blive en løsning. En måde at fungere bedst muligt på.

Ingen kontrol

Den politiske begrundelse for den førte narkotikapolitik er at "beskytte folket mod stofferne". Alle skal "beskyttes", også det store flertal der slet ikke behøver sådan "beskyttelse". De passer nemlig på sig selv. 

De resterende er til gengæld på ingen måde beskyttede af denne ”kontrolpolitik”. Tværtimod. Der er her tale om et politisk bluffnummer af de helt store. For vi har absolut ingen ”kontrol”. Vi har derimod det totale kontroltab.

Med forbudspolitikken overlader vi stofmarkedet til en underverden, som ikke skyr nogen midler, og som blot kvitterer med at sørge for en lind strøm af alverdens stoffer, billigere og lettere tilgængelige end nogensinde.

Denne underverden er velorganiseret, innovativ og stort set altid foran ethvert kontroltiltag. Den er ekstremt tilpasningsdygtig, ethvert tab udlignes lynhurtigt, en eventuel effekt af politiindsats er yderst kortvarig.

Underverdenen er klassisk mafiaopbygget, i et hierarki, hvor de nederste lag udgøres af dem, der let kan undværes, let kan erstattes af andre, og som også er dem, der sættes til at varetage de mest synlige opgaver, det er dem, der løber den højeste opdagelses- og strafrisiko.

De er småsælgere på gadeplan og oftest selv stofafhængige. Nogle af dem kan fortælle, at de ved trusler og vold er sat til disse opgaver. De kan have fået "valget" mellem, om de vil begå røverier eller sælge stoffer. At de har fået tæv med et baseballbat eller ret og slet fået klippet en finger af. Dette blot som varsel om hvad der sker, når man ikke makker ret.

Krav om hjælp

Så længe et politisk flertal vil opretholde den førte forbudspolitik, som stofbrugerne – dem man ellers hævder, at man vil "beskytte" – segner og knuses under, må man i det mindste sørge for en stofbehandlingsgaranti, der faktisk begynder at virke her i sit 15. leveår.

Det vil sige adgang til straksbehandling i skærmet døgnregi ved behov herfor, nem adgang til abstinensbehandling på alle landets skadestuer og så videre, ligesom de i det mindste skal afkriminaliseres og flyttes endegyldigt fra straffeapparatet til hjælpeapparatet.

Alt dette som modsvar til at være overladt til underverdenens brutalitet og samtidig som den omfavnelse, de har så stærkt brug for. Det modsatte af stofafhængighed og al brutaliteten, der følger med, er ikke afholdenhed. Det modsatte er at høre til.