Social indignation går på tværs af partiskel. Ligesom der er socialister, der mest interesserer sig for middelklassen, er der både borgerlige og liberale der går klart i brechen for de mest udsatte. 

Selvom venstrefløjen gerne ser sig selv som de svagestes beskytter, må det konstateres, at kun ét parti brugte sit sommergruppemøde til gavn for bunden af samfundet.

Liberal Alliance lancerede et socialudspil, der blandt andet skal give de mest udsatte en reel mulighed for adgang til småjobs, som man selv får etableret afhængigt af, hvad man nu kan overkomme på dagen.

Det er dybt bekymrende, at kun et parti brugte sit sommermøde til at sætte fokus på udsatte.

Set fra stenbroen, hvor gadefolket befinder sig lysår fra det aktuelle arbejdsmarked, men nægtes førtidspension i hobetal, og hvor arbejdsevnen kan være så særlig, at den er regulært ubeskrivelig, er det et yderst interessant forslag at mindske bureaukratiet for socialt ansvarlige arbejdsgivere ved at gøre den udsattes indtægt skattefri.

Partiet tilsluttede sig samtidig koret af internationale røster, senest WHO, der gerne ser stofafhængiges besiddelse af stof til eget brug afkriminaliseret til fordel for en helhjertet skadesreducerende og sundhedsmæssig tilgang. Her er i øvrigt også Enhedslisten med, og ligeså den socialdemokratiske sundhedsordfører. Dét er glædeligt, for der er ingen tvivl om, at der er akut brug for dette skifte i både dansk og international narkotikapolitik. 

Det er således gode konkrete forslag, Liberal Alliance lagde frem. Men samtidig ikke de eneste, der kan hjælpe de borgere, der lever på gaden. 

Og her er det dybt bekymrende, at kun ét af Folketingets otte partier denne sommer brugte anledningen til at sætte udsatte på dagsordenen. Det er et spørgsmål om, hvordan vi prioriterer samfundets udfordringer. Og mens nogle borgere ganske vist risikerer at miste dagpengene, eller andre gerne vil have en ekstra pædagog til børnene, er der mennesker der dør af livet på gaden. 

Dette faktum er ellers ikke forbigået mediernes opmærksomhed. Hverken i denne uge, hvor en ung hjemløs mand mistede livet på Amagerbro Station. Eller for et halvt år siden, da en anden svært udsat omkom siddende foran 7-Eleven i Hvidovre. Også Hans Pilgaards hjemløse-forsvar i juni og vores kollektive forargelse, da fulde fodboldfans hånede en flaskesamler, har været grundigt omtalt. 

De mest udsatte har dermed ikke været glemt. De, og især deres behov, ignoreres simpelthen. Også ved Folketingets åbning i tirsdags, hvor de i statsministerens tale kun blev nævnt indirekte. Nemlig som noget, man kan bruge sin fritid på. 

Nu forhandles der om finansloven for det kommende år. Her må vi inderligt håbe på og appellere til, at de mest udfordrede bliver husket ved forhandlingsbordet og får lidt tiltrængt efterårssol efter alt for lang tid i skyggen.