Den danske anklagemyndighed har besluttet, at der ikke skal rejses straffesag mod den svenske kunstner Dan Park eller hans danske medløbere. De danske domstole skal således ikke have mulighed for at dømme for overtrædelse af racismeparagraffen, på samme måde som de svenske domstole har dømt Dan Park adskillige gange.

Tidligere har vi oplevet en række danske politikere, der har udtalt sig klart racistisk, men hvor anklagemyndigheden har undladt at rejse tiltale. 

Straffelovens § 266 b blev indført i dansk lovgivning i 1939 af et dansk Folketing, der ønskede at beskytte danske jøder mod hetz fra nazisterne. Efter Anden Verdenskrig var der heldigvis enighed om, at man på verdensplan burde indføre tilsvarende beskyttelse af mindretal – uanset om det var på grund af race, hudfarve national eller etnisk oprindelse. FN’s Konvention om afskaffelse af alle former for Racediskrimination blev det fælles resultat, der førte til, at en lang række andre lande på samme måde har lavet forbud mod racistisk hetz.

Det betød også, at da man skulle opdatere den danske paragraf fra 1939 i lyset af FN’s konvention, blev der nedsat udvalg i både Danmark og de øvrige nordiske lande, der skulle komme med forslag til nye formuleringer af forbuddet mod racistiske ytringer. Lovgivningen i Danmark og Sverige er derfor stort set den samme, da begge lande jo netop har formuleret reglerne, så de er i overensstemmelse med forpligtelsen efter Racediskriminations Konventions artikel 4.

Tidligere har vi oplevet en meget lang række af danske politikere, der har udtalt sig klart racistisk, men hvor anklagemyndigheden har valgt at undlade tiltalerejsning. I tilfældet med Mogens Glistrup blev han ikke retsforfulgt, før han ikke længere var i Folketinget. Tilsvarende med de mange medlemmer af Dansk Folkeparti, der har udtalt sig i strid med racismeparagraffen, men hvor anklagemyndigheden gennem tiden har henvist til en særlig ”udvidet ytringsfrihed for politikere”.

Hermed har den danske anklagemyndighed givet "grønt lys" for politikere til at hetze mod befolkningsgrupper og/eller religioner. Dette sker som "bitte små doser arsenik" mellem valgkampene og desværre for fuld udblæsning, når der skal erobres vælgere op til og under valgkampene. Dette er et eksempel på, at reglerne er de samme, men fortolkes helt forskelligt i Danmark og Sverige.

Nu er der så kommet et nyt eksempel, idet den danske anklagemyndighed nu også mener, at der bør tages et særligt hensyn til "kunstneres ytringsfrihed". Det fremgår af Rigsadvokatens afgørelse af den 29. marts 2017, hvor han stadfæster afgørelsen fra Statsadvokaten. Det betyder, at ofret, som i flere af Dan Parks "værker" er blevet udstillet dels som slave og dels hængt med en løkke om halsen ned fra en bro, ikke får nogen oprejsning. Det er naturligvis i sig selv skandaløst, at en person således ikke nyder den retsbeskyttelse mod racistisk hetz i Danmark, som han hele tiden har gjort i Sverige.

Dette er i sig selv ganske skræmmende, men heldigvis bor ofret i Sverige, hvor han også fremover kan forvente de svenske myndigheders retsbeskyttelse mod hetz og racistiske overgreb.

Hvad der således er langt værre, er de afledte konsekvenser for medborgere i Danmark, der således ikke kan forvente myndighedernes beskyttelse. I Danmark kan man lovligt udsætte en person for hetz på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, i en situation der helt identisk medfører straf i Sverige.

Det er slemt, at danske politikere har fået grønt lys til systematisk at udsætte etniske og religiøse mindretal for hån og fornedrelse, men nu er der desværre også givet grønt lys for, at enhver fiduskunstner kan gøre noget tilsvarende.

At Danmark var det først land i verden til at indføre beskyttelsen mod racistisk had i 1939, gør det så meget desto mere pinagtigt, at vi nu ikke længere vil stå fast på de værdier og den retstilstand, som vi så modigt tog skridt til at indføre under nazismens skygge.