Det er næsten umuligt at undvære en mobiltelefon, når vi skal holde os i kontakt med vores omgivelser, vide hvad der sker omkring os, eller bare fordrive tiden.

At få frataget mobil og internet er efterhånden lige så alvorligt et indgreb som at blive sat i fængsel.

I Ellebæk kan man for 100 kroner købe et taletidskort. Egen telefon må man ikke beholde.

Det er så præcis det, der sker, når man bliver sat i varetægtsfængsel i forbindelse med politiets opklaring af straffesager. Det er helt afgørende, at en mulig gerningsmand ikke kan påvirke vidner, eller lave aftaler med andre medgerningsmænd.

Men hvad hvis man ikke har gjort noget kriminelt? Her kan der også være tale om en række situationer, hvor man bliver anbragt på institutioner, der kan have karakter af frihedsberøvelse.

Et tilfælde er afviste asylansøgere, der modsætter sig udsendelse af Danmark og derfor frihedsberøves med henblik på tvangsudsendelse. Her sker frihedsberøvelsen eksempelvis i den særlige institution Ellebæk, der er placeret som nabo til flygtninge modtagecentret i Sandholm.

De indsatte her er ikke kriminelle, og de er alene indsat, fordi politiet skal bruge tiden på at forsøge at gennemføre den tvangsmæssige tilbagesendelse til oprindelseslandet, eller et andet europæisk land, der er med i Dublin-samarbejdet.

I Ellebæk kan man for 100 kroner købe et taletidskort og derefter benytte en af de fælles telefoner, som de indsatte har adgang til. Deres egen telefon må de derimod ikke beholde i Ellebæk. Tværtimod er der indført total forbud, ikke bare for indsatte, men også for besøgende, samt ansatte.

En fange, der alligvel have fået adgang til en mobiltelefon, blev opdaget og umiddelbart sat i enecelle som straf for den alvorlige overtrædelse af reglerne. Spørgsmålet er bare "hvilke regler"?

Det spørgsmål blev aktuelt, fordi dansk politi ikke lykkedes med at tvangsudende asylsøgeren, så han er her endnu. Derfor blev det besluttet, at han skulle tiltales for overtrædelse af straffelovens § 124, der forbyder brug af telefoner i landets fængsler.

Problemet er bare, at Ellebæk ikke er et fængsel. Det er en "institution" for ikke-kriminelle afviste asylansøgere. For at gøre en lang historie kort blev manden frikendt i Retten Hillerød. Retten mente ikke at kunne se, at straffelovens § 124 også omfatter en institution som Ellebæk.

Frifindelse blev anket af anklagemyndigheden, og Østre Landsret har i sidste uge taget hul på ankesagen. Allerede nu tegner der sig nogle interessante spørgsmål. 

Hvad hvis Landsretten mener, straffeloven også omfatter institutioner som Ellebæk. Hvorfor er det så muligt at købe taletidskort og ringe fra Ellebæk, hvis man altså har 100 kroner? Med to modsatrettede domme lyder det også som noget, der skal videre til Højesteret. Ja, måske er det i sidste ende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der kommer til at se på sagen.

Omvendt hvis Landsretten også frikender manden. Så er der måske en række indsatte, som i dag har fået frataget deres mobil. Kan de så få mobilen tilbage? Og hvad med de ansatte og de besøgende, må de så have mobiler på sig, når de befinder sig i institutionen? Og i givet fald skal manden så have erstating for at have fået frataget mobilen i de cirka seks måneder, han var frihedsberøvet, herunder også for at have siddet i straffecelle?

Rigtig spændende bliver det, når Landsretten kommer med deres bud på hvad der er "gældende ret", som vi jurister ynder at omtale det, som dommerne kommer frem til, på baggrund af den eksisterende lovgivning. Kernen i retsstaten er jo netop, at man ikke skal forholde sig til folkestemninger og krav om, at utålelige forhold for afviste asylansøgere skal være endnu mere utålige. Tværtimod skal domstolene stå vagt om de basale principper, herunder at man kun kan straffe for overtrædelser, der klart er kriminaliseret gennem love vedtaget af Folketinget. 

Når det ikke er klart, så kan man heller ikke dømme borgerne - heller ikke de personer, der vel ikke er egentlige borgere, men som er mennesker, og derfor også har menneskelige rettigheder.