Så har regeringen taget initiativ til at bruge vores formandskab i Europarådet i 2017 til et angreb på menneskerettighederne.

Naivt kunne man tro, at det var behovet for at styrke menneskerettighederne i lande som Tyrkiet og Rusland, der skulle stå øverst på den danske dagsorden – men sådan skal det ikke være. Tværtimod har regeringen nu lavet en såkaldt "indsatsgruppe", der skal komme med forslag til at gøre op med regler i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Danmark har netop tabt den første sag om diskrimination i forbindelse med retten til familieliv ved Menneskerettighedsdomstolen.

Interessant er det, at når man søger på ordet "indsatsgruppe", så er det kemikalie beredskabet og indsatser mod rockere og Syriens krigere, der dukker frem. Det er med andre ord, så langt vi er kommet ud; regeringen ser menneskerettigheder som "farlige" på lige fod med kemikalieudslip, rockere og fundamentalister, der deltager i terrorisme.

Indsatsgruppen skal nu komme med forslag til, hvordan Danmark kan stille sig i spidsen for et opgør med de afgørelser, der træffes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, med støtte i Menneskerettighedskonventionens regler om eksempelvis retten til familieliv. Vi må så kunne forstå, at det er domstolens afgørelser, der er så farlige for vores samfund, at vi sætte ind med vores bedste folk i "indsatsgruppen".

Dette prægtige initiativ vil så kunne præsenteres for de øvrige europæiske lande, der også må have forståelse for den farlige situation, vi alle befinder os i, når Domstolen for eksempel tager hensyn til, at der er børn, der gerne vil kunne have et familieliv.

Selv om det ofte fremstilles som om, Domstolen holder hånden over alvorlige kriminelle, der skal udvises, så "glemmer" man i farten, at disse personer har koner og børn, der også har behov for et familieliv, der er beskyttet af Menneskerettighedskonventionen. Derfor er der grænser for, hvornår man kan udvise medborgere, der har boet her i årevis, og har hele deres familier her.

Desværre bliver disse ganske få sager blæst stort op og gjort til en del af hetzen mod menneskerettigheder, der skal overbevise befolkningen om, at det er vores overlevelse som nation, der står på spil.

Problemet for regeringen er bare, at Danmark står helt alene på dette område. Vi har, med 24-års reglen, tilknytningskrav og så videre, regler der begrænser retten til familieliv på en måde, der går langt udover det, som andre europæiske lande har vedtaget som fælles standarder inden for EU. Derfor bliver det ikke nemt for den danske regeringer at overbevise de øvrige lande om det angivelige behov for at sætte grænser for Menneskerettighedsdomstolens bemyndigelse til at beskytte retten til familieliv.

Tværtimod kunne der være nogle, der vil trække på smilebåndet. Danmark har i 2016 netop har tabt den første sag om diskrimination i forbindelse med retten til familieliv ved Menneskerettighedsdomstolens Storkammer i den såkaldte "Biao sag". At den danske regeringer vælger at reagere på en sådan "ørefigen", ved at kræve begrænsninger på domstolens kompetence, virker småligt og nærmest lidt komisk.

Man har så lov til at håbe, at kampen om topskattelettelse kan ende i en situation, hvor en ny regeringen vil skåne os for ydmygelsen. Det ville være en værdig start på formandskab for Europarådet i 2017, hvis man nedlagde "indsatsgruppen" og i stedet tog indsatsen for menneskerettigheder alvorligt i Tyrkiet og de øst lande, hvor de alvorlige krænkelser finder sted dagligt.

Det sker kun, hvis man styrker Menneskerettighedsdomstolen og dens mandat til at behandle og pådømme krænkelser af den fælles Europæiske Menneskerettighedskonvention.