CO2-lagring eller CCS (Carbon Capture and Storage) går ud på, at 85-90 procent af CO2’en fra for eksempel et kulkraftværk opfanges, komprimeres og pumpes ned i undergrunden. Det skal være geologiske formationer, som er tilstrækkeligt porøse til, at CO2’en kan lagres. Der skal være tætte lag oven over, så CO2’en ikke vandrer op og slipper ud i atmosfæren.

CCS fremstilles som et klimaredskab, hvor man kan lagre årtiers udledninger af CO2. CCS har meget politisk medvind, og der er enorme økonomiske interesser i sagen. For de kul- og gasafhængige selskaber og lande er CCS en gylden mulighed til at fortsætte den sorte industri. Lige nu promoveres CCS ved COP19 af den polske værtsnation og World Coal Association.

Det er altså ikke længere klimaargumentet, der skal få CCS-teknologierne i gang, men den økonomiske gevinst.

NOAH har regnet på, hvor meget CCS kunne bidrage med, hvis de projekter, som det Internationale Energiagentur forestiller sig, blev realiseret. Det er ikke de 90 procent, der står i ’reklamerne’, men nærmere 10 procent set over tid. Så for NOAH er CCS en falsk klimaløsning på linje med atomkraft, biobrændstoffer, skifergas og handel med CO2-kreditter.

Lobby

CCS har nok den største samlede lobbykraft, der er set: producenter og forbrugere af fossile brændsler (selskaber og lande); offentlige og private forskningsinstitutioner; lobbyorganisationer og -netværk; ingeniør- og konsulentfirmaer; leverandører af nøgleteknologierne; organisationer som OECD, IEA og EU og selv FN’s klimapanel, som i 2005 udgav en speciel rapport om CCS.

EU

Alligevel har CCS vist sig at have mindre succes, end mange ventede for blot få år siden. Det gælder globalt, og det gælder også for EU, som har søgt at fremme CCS med et CCS-direktiv, og som med Energi og Klimapakken fra 2008 afsatte store midler i form af gratis kvoter til at støtte demonstrationsanlæg i stor skala.

Men det korte af det lange er, at CCS ikke rigtig flytter sig i EU. Og i Holland og ikke mindst i Tyskland er der stærk folkelig modstand.

Danmark

I Danmark har der også været et projekt ved Vattenfalls Nordjyllandsværket.

Det blev planlagt uden offentlig debat, men da det først blev kendt, hvad det indebar, mødte det kraftig modstand i befolkningen, organiseret i den lokale forening Nej til CO2-lagring. Efter to års kamp opgav regeringen i marts 2011 at støtte forslaget.

Så til søs!

Men den daværende klima- og energiminister Lykke Friis holdt bagdøren åben for Mærsk Olie & Gas og andre olieselskaber, som gerne vil bruge CO2 til at øge produktionen af olie i Nordsøen. Metoden kaldes CO2-Enhanced Oil Recovery, CO2-EOR, som har været kendt teknologi i USA i 40 år.

Mens metoden er økonomisk attraktiv for selskaberne, så er den meget dårlig set fra en klimasynsvinkel, fordi der produceres, raffineres og afbrændes endnu mere olie og gas.

Det vil medføre udledning af cirka fire gange så meget CO2, som der lagres. Det er altså ikke længere klimaargumentet, der skal få CCS-teknologierne i gang, men den økonomiske gevinst, ved at CO2’en trækker endnu mere olie ud.

Pas på pengene!

CO2-EOR er også økonomisk attraktiv for stater som Danmark, som vil få oliebeskatning over en længere periode. I den nyligt publicerede ’Vækstplan for energi og klima’ kan man se, at regeringen ”sammen med branchen” vil ”arbejde på, at der laves en langsigtet strategi for på kommercielt grundlag at gennemføre en optimering af indvindingen af olie og gas fra felterne i Nordsøen”.

Samtidig er regeringens mål, at el- og varmeforsyningen bliver fossilfri i 2035. Hvordan det skal hænge sammen, er svært at se.