Sandet i EU-timeglasset er ved at rinde ud for Jean-Claude Juncker, der fratræder sin stilling i 2019. I sidste uge brugte Juncker da også sin sidste State of the Union-tale til at skue tilbage på sin tid som kommissionsformand.

I stedet for at bekymre sig om borgernes velfærd var Junckers vigtigste prioritering at sikre erhvervslivet og finanssektoren.

Den årlige status over EU’s tilstand er også en oplagt lejlighed til at se nærmere på den politiske, økonomiske og sociale arv, som Juncker efterlader sig efter fem år i spidsen for EU-kommissionen.

Juncker overtog et EU, der var dybt præget af den økonomiske krise, som startede i 2008. Det har indrømmet ikke været nogen nem opgave at skulle løfte. Men Junckers og EU udviste en helt igennem katastrofal håndtering af krisen.

Nedskæring på nedskæring

 sin tale roste Juncker sig selv og EU for at have nedbragt ungdomsarbejdsløsheden. Men sandheden er, at Junckers nedskæringspolitik har medvirket til at forlænge og forværre krisen helt unødigt og har forårsaget alvorlig skade på velfærden for millioner af europæere.

Eftervirkningerne af krisen mærkes overalt i EU – selv i dag. Hvis man havde tilladt øgede offentlige investeringer for at sætte gang i økonomien, så kunne mange lidelser have været undgået.

Junckers politiske projekt har også medført stigende social dumping og udhulning af arbejdstagerrettighederne.

I stedet for at bekymre sig om borgernes velfærd, så var Junckers vigtigste prioritering at sikre erhvervslivet og finanssektoren samt at give massive EU-investeringer til militærindustrien.

Og i stedet for skabe et mere samlet Europa har Juncker efterladt sig et stadigt mere splittet EU, præget af stigende ulighed og fremmedhad.

Det stigende fremmedhad og den ekstreme højreradikalisme i EU er ikke noget, der er opstået ud af den blå luft. Der er en nøje sammenhæng mellem Juncker & Co's neoliberale nedskæringspolitik, der har favoriseret erhvervslivet, finanssektoren og de mest velbjærgede – og det stigende fremmedhad og den ekstreme højreradikalisering, som finder sted i mange EU-lande.

Og disse tendenser hænger nøje sammen med en dyb social utilfredshed over en række faktorer som faldende velfærd og manglende demokratisk indflydelse.

Junckers svar på problemerne er som altid: Mere EU!

Juncker har spillet fallit

Men jo mere magten centraliseres i Bruxelles, og jo mere man fjerner befolkningens indflydelse, jo dybere bliver frustrationerne og den politiske afmagt.

Befolkningerne i EU har i stigende grad indset, at EU ikke er svaret på deres problemer, og de har kigget i andre retninger. Derfor er det også helt altafgørende at finde holdbare politiske alternativer til både EU og det politiske projekt, som Juncker har stået for.

Det står helt klart, at hans neoliberale og elitære EU-projekt har spillet fallit. Det på tide, at vi udstikker en ny kurs, som både Europa og Verden kan være tjent med.

Det skal være en kurs, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor vi samarbejder i Europa om at løfte hinanden op – men aldrig i jagten på at ensrette til glæde for nogle få.

Det betyder for eksempel, at når vi ikke kan blive enige om at forbyde glyphosat, så skal det enkelte land naturligvis stadig have mulighed for at gå foran og forbyde det. Ligesom alle Europas lande skal have mulighed for at byde arbejdstagere fra andre lande velkomne, men samtidig insistere på, at de arbejder på mindst samme løn- og arbejdsvilkår som deres lokale kollegaer.

Men det er også alt samme noget, som kræver en fundamentalt brud med Juncker og ikke mindst EU-projektet.