EU-parlamentsvalget var en mavepuster. En af den slags, som rammer rigtig hårdt, og hvor man først synes, det virker umuligt at rejse sig. Det var et nederlag for EU-modstanden. Ingen tvivl om det.

Men verden går som bekendt ikke i stå, heller ikke selvom vi taber et valg. Ligesom verden ikke gik i stå alle de gange, vi har tabt folkeafstemninger. I stedet har vi rejst os igen, samlet kræfterne og fundet nye veje til at give EU modstand.

Hvordan organiserer EU-modstanden sig bedst i dag – er det nødvendigvis via EU-parlamentet? Og hvordan samler vi op på alle de frustrationer, som vi ved, folk går rundt med over EU?

Og det skal vi gøre igen. Først venter naturligvis en grundig evaluering, en evaluering hvor vi må gå nederlaget efter i sømmene, men hvor vi ikke skal fortabe os i mismod.

I mine øjne er der tre ydre faktorer, som i hvert fald gjorde valgkampen sværere: Folketingsvalget, der stjal billedet og flyttede debatten væk fra EU, var katastrofal. Enhedslistens beslutning om at stille selvstændigt op udgjorde et dobbelt problem, dels fordi de flyttede stemmer fra os til dem, og dels fordi valgforbundet betød, at vi ikke samlede lige så bredt, som vi kunne have gjort. Omvendt ville intet valgforbund have givet andre store problemer med mange splittede aktive og historier om spildte stemmer. Og endelig spillede det britiske kaos ind. Et kaos, som bliver ved og ved, hvor den EU-begejstrede politiske elite i Storbritannien virker stålsat på at forpurre en hvilken som helst proces, der faktisk kan føre briterne ud af EU på en ordentlig måde.

Vi havde altså modvind fra mange ydre omstændigheder på én gang.

Fremtidens EU-modstand

Når vi er i gang med evalueringen, så må næste spørgsmål være: Hvordan organiserer EU-modstanden sig bedst i dag? Er det nødvendigvis via EU-parlamentet, eller skal vi overveje at gå andre veje? Hvordan får vi flere med i bevægelsen, og hvordan samler vi op på alle de frustrationer, som vi ved, folk går rundt med over EU?

Også her må vi gå fordomsfrit til værks. Hvad der engang har virket, virker ikke nødvendigvis længere. Den måde, vi tidligere har arbejdet på, er ikke nødvendigvis god længere. Plejer er død.

Og der venter os store slåskampe i fremtiden. Under valgkampen har Lars Løkke meget klart sagt, at han ønsker et opgør med det danske forsvarsforbehold, ligesom der kommer en diskussion om, hvorvidt Danmark skal med i bankunionen. Samtidig har EU-eliten en strøm af planer for, hvordan EU skal have endnu mere magt. Både ved at afskaffe vetoretten, men også ved drømme om en EU-præsident, en EU-hær og meget andet.

Her er EU-modstandens stemme afgørende. Vi skal samle og mobilisere. Et slag er tabt, men krigen er langtfra ovre endnu.