I over 100 år har vi kæmpet for kvinders ligestilling og fejret fremskridtene hvert år den 8. marts.

Det vigtigste skridt på vej mod ligestilling er at få skabt opbakning til at give kvinderne på de offentlige arbejdspladser et ordentligt lønløft.

Alligevel er Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts ikke en dato, som alle i dag forstår betydningen af. For er der stadig noget at kæmpe for? Har kvinder ikke fået ligestilling?

Nej, det har vi ikke og jo, der er stadig meget at kæmpe for.

Her er fire højaktuelle eksempler:

Fædrebarsel gennem lovgivning

Ligestillingsminister Ellen Trane Nørby kom for nyligt med et udspil om, at mere barsel til fædre skal fremmes gennem dialog med erhvervslivet og ved at udbrede gode eksempler fra virksomhederne. Danmark har nemlig bundrekord i Norden, når det handler om, hvor stor en andel af barslen mænd tager.

Dialog og gode eksempler er godt, men ikke godt nok. Der skal lovgivning til for at fjerne de hindringer, der gør, at det for mange familier bedst kan betale sig, at kvinden tager barslen. At ministeren ikke vil kigge på bedre rettigheder til barsel via lovgivning gør, at der fortsat er langt til målet.

Mænd og kvinders ligestilling i forhold til barsel har stor betydning for kvinders løn og for faderens tilknytning til barnet. Og utvivlsomt også for antallet af skilsmisser. Fædres ret til barsel er et vigtigt skridt i retning af ligestilling, som lovgiverne kunne tage, hvis de ville.

Arbejdstid og barns sygedage

Kvinder lægger samlet set færre timer på arbejdspladsen og flere timer i familie og hjem end mænd. Mange kvinder arbejder på deltid i det offentlige og tager barnets sygedage. For en kvindelig sygeplejerske gælder det, at hun i snit bruger 13 timer i hjemmet og 36 timer på arbejdet om ugen.

Et skridt på vejen kunne være at kigge til Sverige og Norge. Her har begge forældre ret til henholdsvis 60 og 10-20 dage om året til at passe deres syge børn.

Unge kvinder i FOA kører lige nu kampagnen #RetTilFuldtid, fordi mange offentligt ansatte kvinder ikke kan få fuldtidsarbejde, selvom de ønsker det. Omvendt burde det være nemmere for privatansatte mænd at gå på deltid, hvis det er bedst for familien.

Ubalance i familie- og arbejdslivet gør i dag, at det ofte er kvinden, der må tage tid fra sit arbejdsliv. Det går ud over hendes karrieremuligheder, livsløn og pension. Ligestilling mellem kønnene kræver, at far og mor har samme ret og lige muligheder for at tage sig af familie og børn. Her er noget at gøre for både Folketinget og arbejdsmarkedets parter.

Man(d) kan blive sygeplejerske

I Norden har vi verdens mest kønsopdelte arbejdsmarked. Det hæmmer en lige lønudvikling og ligestillingen i arbejdslivet. Kønsstereotype opfattelser af "kvindefag" og "mandefag" hersker stadig. Ligesom dominansen af det ene køn i et fag gør det mindre attraktivt for det andet køn at vælge det fag, når der vælges uddannelse.

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning har igennem hele februar måned ført kampagne for flere mænd i sygeplejen. Sygeplejen er ikke et kvindefag, men et menneskefag. Vi modvirker kønsstereotype uddannelses- og erhvervsvalg ved at nedbryde fordomme om kvinde og mandefag. Det gør vi ved at profilere de forskellige fags kvaliteter og skabe gode studiemiljøer for begge køn.

Uligelønnen

Det vil tage 111 år, før vi har ligeløn, lød en deprimerende beregning fra SFI sidste år. Efter ligelønsstrejkerne i 2008 påviste en lønkommission, at kvinder i gennemsnit får omkring 18 procent mindre i løn end mænd i Danmark. Det skyldes i høj grad det kønsopdelte arbejdsmarked. De traditionelle mandefag er historisk højere lønnet end de kvindedominerede fag.

Det lønner sig ikke lige så godt at pleje, hjælpe og behandle vores børn, ældre og syge som at flytte dokumenter, taste regneark og arbejde med maskiner. Trods lovgivning og konflikter er denne problematik ikke løst.

Det vigtigste skridt på vej mod ligestilling er derfor at få skabt opbakning til at give kvinderne på de offentlige arbejdspladser et ordentligt lønløft.