Der er ingen tvivl om, at den højspændte overenskomstsituation pressede politikerne i Folketinget. Selv om OK18 handlede om specifikke krav fra forskellige faglige organisationers medlemmer, blev det også til en debat om værdisættelsen af hele den offentlige sektor. Et flertal af befolkningen bakkede op om de offentligt ansattes ønsker om respekt, anerkendelse og ordentlige arbejdsvilkår. Partiernes holdninger til fremtidens velfærdssamfund kan derfor blive afgørende i en kommende valgkamp til Folketinget. 

Vi skal i gang med at tale om, hvordan vi skal udvikle og ikke afvikle velfærden. 

Det virker derfor en smule populistisk, når finansminister Kristian Jensen nu roser Venstreregeringen for, at den offentlige sektor er blevet større, end dengang Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. I et stort interview til Politiken d. 7. maj udtaler ministeren "... at igennem de seneste 17 år, hvor Venstre har haft regeringsmagten i de 13 år, har vi haft en konstant vækst i det offentlige forbrug." 

Udtalelserne kommer på baggrund af beregninger fra Finansministeriet. De viser, at de offentlige udgifter er steget med 136 milliarder kroner siden 2000. Det lyder flot. Men problemet er bare, at beregningerne ikke forholder sig til befolkningsudviklingen. Flere plejekrævende ældre og flere børn betyder, at væksten i den offentlige sektor burde have været højere. Hovedorganisationen FTF vurderer, at der siden 2010 har manglet 15 milliarder kroner for at dække de stigende udgifter til flere ældre og børn. 

Derfor er det ikke fejlagtige oplevelser, når offentligt ansatte og brugere af velfærdsinstitutionerne længe har mærket, at behovene ikke kan imødekommes ordentligt. Det er små ting i hverdagen. Sygeplejersker der slår øjnene ned og småløber gennem hospitalsgangene for at undgå øjenkontakt med patienter, de ikke har tid til. Det er min drengs nedslidte børnehave, hvor jeg blandt legetøjet fandt en racerbil med batterierne hængende farligt ud af bunden. Det er offentligt ansatte, der anbefaler borgerne at klage længere oppe i systemet, da de selv føler sig magtesløse over for borgeren. OK18 blev på mange måder en kollektiv kulmination på års frustrationer over, at den offentlige sektor ikke kan levere godt nok.

Nu frygter jeg, at Kristian Jensens udmelding blot er optakt til et folketingsvalg med manipulerede tal og hule løfter, som vil fjerne fokus fra, hvordan velfærdssystemet skal udvikles for at imødekomme fremtidens behov. Vi forventer alle, at vores børn, gamle og syge passes i trygge og fagligt dygtige miljøer. Men god velfærd nås ikke med flere måltal og effektiviseringer. I stedet skal vi omfordele og prioritere for at forbedre fleres levevilkår og handlemuligheder.

Jeg håber, at vi i kølvandet på OK18 må komme i gang med at tale om, hvordan vi skal udvikle og ikke afvikle velfærden. Det er en bunden opgave, som et nyt Folketing må lægge sig i selen for at løse.