Der er mange grunde til at være bekymret for coronavirussen. Jeg frygter for mit eget, mine nærmeste og mine medborgeres helbred.

Jeg forstår godt, at der er andre ting at fokusere på nu, og at pandemien er virkelig alvorlig og akut, men det er klimakrisen også. 

Jeg frygter for det, vi kan miste: arbejdspladser, medmenneskelighed og menneskeliv.

Men mest af alt frygter jeg for, hvilken betydning coronavirussen og dens samfundsmæssige konsekvenser får for klimakampen. Både på kort og lang sigt.

For det første frygter jeg, at klimahandlingsplanerne, hvis forhandlinger lige er begyndt, ikke blive tilstrækkelige. Både fordi mange arrangementer og demonstrationer er aflyst, og aktivisternes muligheder og midler til at råbe politikerne op er begrænsede til det digitale.

Men også fordi de fleste politikeres fokus og ressourcer lige nu er et helt andet sted.

Pandemiens konsekvenser

Derfor frygter jeg også, at pandemiens sociale og økonomiske konsekvenser vil koste dyrt for den langsigtede, men akutte klimahandling. 

Jeg frygter, at nedlukningen af Danmark kommer til at koste så dyrt økonomisk, at vi “ikke længere har råd” til at iværksætte de nødvendige investeringer i omstillingen af vores samfund. At det vil blive brugt som en undskyldning for at udskyde handling på klimakrisen.

Jeg forstår godt, at der er andre ting at fokusere på nu, og at pandemien er virkelig alvorlig og akut, men det er klimakrisen også. 

Og den går ikke over om en måned eller om et år. Hvis først vi for alvor krydser de planetære grænser og sætter gang i forskellige tippingpoints, så er der ingen vej tilbage. 

Og det vil også koste menneskeliv. Det gør klimakrisen allerede.

Men. Hvis der er noget, jeg har lært af at være klimaaktivist, så er det, at man bliver nødt til at bevare håbet.

Og jeg håber inderligt, at denne krise og den handlekraft, som politikerne har vist, når de har truffet de drastiske og nødvendige beslutninger for at beskytte befolkningen, vil stå som bevis på, hvad vi faktisk kan, når vi står sammen og handler i fællesskabets bedste.

Hvor store ændringer og omstillinger vi kan lave som samfund, når det virkelig gælder. Det handler ikke om, hvad der kan lade sig gøre, men hvad der er vilje til.

Håb om en ny retning i fremtiden

Det giver mig håb for, at hvis vi som aktiviser kæmper endnu hårdere og virkelig får politikerne til at indse alvorligheden af klimakrisen, så kan de også handle retmæssigt på den.

Når støvet har lagt sig, håber jeg vigtigst af alt, at vi kan rejse os fra asken og bygge et nyt og bedre samfund. At vi ikke søger tilbage til det gamle, men tænker nyt og genovervejer alt: Hvordan vi lever, hvordan vi arbejder, og hvordan vi forholder os til omverden.

Jeg håber, at vi er blevet bedre til at klare os med det, vi har, til at dele og til at hjælpe hinanden.

Jeg håber, at vi har fundet tilbage til det nære og fremover husker, hvad der virkelig betyder noget.

Og jeg håber, at vi tager det med, når vi skal få samfundet tilbage på sporet og finde en ny retning.

En retning, der ikke pejler blindt efter BNP-vækst og konkurrenceevne, men som ledes af principper om bæredygtighed, retfærdighed og solidaritet.