I min klimakommentar i Arbejderen den 30. november kom jeg ind på et dilemma, som klimabevægelsen er nød til at finde et godt svar på, nemlig: Beskæftigelsen! Dilemmaet har sin rod i et økonomisk system, som konstant øger arbejdsproduktiviteten, hvorfor den samme mængde varer kan fremstilles med stadigt færre hænder. Hvis vi derfor vil fastholde beskæftigelsen er vi nødt til hele tiden at forbruge flere varer, hvilket fører til et øget forbrug af ressourcer.

Omstilling

For energiens vedkommende vil en del kunne leveres af vedvarende kilder, men ikke i et omfang og til en pris, som adgangen til billige fossile brændsler har vænnet os til. Skal vi ud af den fossile æra, og det skal vi af hensyn til klimaet, så må vi altså nedsætte vort energiforbrug betragteligt, hvilket betyder, at vi hverken kan fremstille eller forbruge de samme mængder varer som nu. Under de betingelser som sættes af det eksisterende økonomiske system, betyder det lige så uomgængeligt: Øget arbejdsløshed!

Klimaet går amok, den sociale udstødning tager til. 

Under de nuværende økonomiske betingelser vil en konsekvent klimapolitik med andre ord have en uacceptabel social konsekvens, ligesom en politik for vækst og beskæftigelse omvendt har en uacceptabel klimakonsekvens. Det er vores dilemma, hvilket de fleste politikere imidlertid lukker øjnene for, for i modsat fald ville de være tvunget til at gøre op med selve logikken i det økonomiske system. Derfor bilder de sig selv og os andre ind, at vi både kan blæse og have mel i munden, altså: At vi med en såkaldt grøn vækst både kan øge forbrug og beskæftigelse og løse klimaudfordringerne. Men, det er en løgn, der kommer af, at man ikke ønsker at sætte spørgsmålstegn ved – endsige anfægte – den fremherskende teknologiudvikling og det økonomiske system, den er styret af: kapitalismen.

Vej ud af dilemmaet

Vil vi finde en vej ud af dilemmaet mellem klima og beskæftigelse må vi gå til problemets rod. Vi må sætte en teknologipolitik på dagsordenen, der ikke som nu enøjet har til formål at øge produktiviteten og dermed kapitalens profit og grænseløse ekspansion, men som derimod tjener den brede befolknings interesser.

Og det handler altså om andet og mere end konstant øgede forbrugsmuligheder. Og faktisk peger undersøgelser på, at folk snarere ønsker sig trygge livsvilkår, et arbejde de kan være stolte af og ikke mindst: Et ordentligt miljø og et stabilt klima.

Gør vi os fri af kapitalens ensidige fokus på produktivitet, konkurrenceevne og økonomisk vækst kan disse ting sagtens gå op i en højere enhed. Vi vil i så fald kunne udvikle en produktion, der frem for permanent bortrationalisering af det menneskelige arbejde og en stadigt øget kontrol med naturens processer i stedet satser på en respektfuld dialog mellem menneske og natur.

Kvalitet frem for kvantitet

Det vil være et samfund, hvor man generelt satser på kvalitet frem for kvantitet, hvor der er tid til at kæle for det man laver, og hvor økonomien respekterer de grænser som naturen sætter. Men dette alternativ afvises kategorisk af vores nuværende ledelse som urealistisk.

Så meget desto vigtigere er det, at vi er nogen der insisterer på det radikale alternativs nødvendighed, for magthavernes såkaldte realisme har jo for længst forladt enhver forbindelse med virkeligheden: Klimaet går amok, den sociale udstødning tager til, og der er ingen udsigt til en løsning på den økonomiske krise. 

Kapitalismen har spillet fallit og tiden er inde til at betræde nye veje. Mere end nogen sinde er der brug for at vi smeder en bred folkeligt forankret alliance fra neden, som er forenet om et samlet svar på tidens mange kriser og som er villig til at omsætte en sådan vision til handling.