Fire klimaforskere hævdede for nyligt i et åbent brev, at ny atomkraft er nødvendigt i kampen for klimaet. Men de ved bedre end de fleste, at hvis verden skal holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur under to grader i forhold til præ-industriel tid – et mål som alverdens regeringer har tilsluttet sig - så skal det globale udslip af drivhusgasser bringes til at falde allersenest i 2020.

Erfaringen med nye atomkraftværker er, at de oftest tager 10-15 år at bygge, og at anlægsprisen altid bliver markant højere end antaget fra start. 

Klimaet kræver den hurtigst mulige udfasning af de fossile brændsler. Men ny dyr, farlig og ikke-bæredygtig atomkraft skal være en del af løsningen.

Derfor kan ny atomkraft intet levere i de kommende kritiske 10 år. Og de enormt mange penge, der går til bygningen af dem, vil ikke kunne bruges til det, der faktisk kan reducere udslippet af drivhusgasser inden 2020 – energi-effektivisering og udbygning med vedvarende energi.

To aktuelle eksempler

I 2002 besluttede Finland, at der skulle bygges en femte reaktor - Olkiluoto3. Man stillede i udsigt, at den ville koste tre milliarder euro (22 milliarder kroner) og kunne sættes i drift i 2009. Men nu forventer man, at reaktoren tidligst kan komme i drift i 2016. Med denne foreløbige forsinkelse på syv år vil der gå mindst 14 år fra beslutning til idriftsættelse. Anlægsprisen er nu steget til 8,5 milliarder euro (63 milliarder kroner) – næsten tre gange mere end lovet. Samtidig er energibesparelser og udbygning med vedvarende energi i Finland stort set gået i stå.

Storbritannien har efter 18 års pause besluttet at bygge et nyt atomkraftværk - Hinkley Point med to reaktorer til en anslået pris på 144 milliarder kroner (26 milliarder dollars). Det skal bygges og ejes af franske EDF, som har krævet en fast pris for den producerede strøm på 82 øre/kWh (92,5 pund/MWh) over 35 år. Det er det dobbelte af den aktuelle britiske markedspris for el. Endnu et eksempel på, at ny atomkraft er milevidt fra at kunne konkurrere på energimarkedet, men kræver massiv statsstøtte for, at nogen vil bygge dem. EU Kommissionen bør sige nej til statsstøtte i den størrelsesorden til en 50 år gammel teknologi, der bliver dyrere og dyrere. 

De i dag 427 eksisterende reaktorer leverer kun 10,4 procent af verdens elproduktion og kun 4,5 procent af energiproduktionen – og dermed kun et marginalt bidrag til CO2-reduktion. 

Da de fleste reaktorer er kommet i pensionsalderen, ville der skulle bygges urealistisk mange nye reaktorer for blot at holde dette dækningsbidrag.

Atomkraft uacceptabel af mange andre grunde

Atomkraft er desuden forbundet med en række andre problemer. Blandt de største er et uløst affaldsproblem, risikoen for reaktorulykker og faren for spredning af spalteligt materiale til atomvåben.

Der er ikke er et eneste land med atomkraft, som har fundet et sted, hvor man på acceptabel vis kan slutdeponere det højaktive affald fra atomkraft i de op til en kvart million år, som det er nødvendigt.

Selv om sandsynligheden for alvorlige reaktorulykker er meget lille, så kan følgerne blive katastrofale. Det har vi fået forsmag på med ulykkerne på atomkraftværkerne Three Mile Island (1979), Tjernobyl (1986) og Fukushima (2011). I den ikke afsluttede ulykke i Fukushima - med tre nedsmeltede reaktorer - blæste 80 procent af det radioaktive udslip heldigvis ud over havet.

På den civile atomkrafts berigningsanlæg kan der også produceres højt beriget uran til atomvåben. Og på dens oparbejdningsanlæg udskilles fra det brugte reaktorbrændsel plutonium, som også kan anvendes til atomvåben.

Så alt i alt er svaret til de fire klimaforskere, at vi er helt enige med dem i, at kampen for klimaet kræver den hurtigst mulige udfasning af de fossile brændsler. Men vi er bestemt ikke enige i, at ny dyr, farlig og ikke-bæredygtig atomkraft skal være en del af løsningen.