Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er afsluttet. For en udenforstående ser det ud til, at solidariteten mellem de offentligt ansatte stort set holdt, og det er i hvert fald solide lønstigninger, der er forhandlet igennem.

Der er ingen, der forhandler overenskomst for mennesker med handicap, udsatte og pensionister.

Tillykke til de offentligt ansatte med det gode resultat. En af mine følgere på Twitter spurgte, efter at alle aftaler var underskrevet, hvem der egentlig forhandler overenskomst for mennesker med handicap, udsatte, folkepensionisterne og alle de andre, der er på overførselsindkomster. 

Svaret er naturligvis, at det er der ingen der gør. Det er Folketinget, der bestemmer vores aflønning, herunder stigningstaksten i denne.

Faldende realløn

Resultatet er, at borgere på overførselsindkomster i dag dels stiger mindre i løn end andre, og at vi også betaler en ekstra skat i form af satsreguleringsprocenten, altså den del af lønstigningen, der går til satspuljen. Reallønnen for borgere på overførselsindkomster er faldende fordi den reelle stigning i overførselsindkomster er mindre end prisudviklingen.

Ud over at et flertal i Folketinget altså har indført kontanthjælpsloft, integrationsydelse, mindre støtte til unge og så videre, har man også besluttet, at mennesker på overførselsindkomst skal have en reel tilbagegang i deres udkomme.

Jeg har i samtaler med politikere og embedsmænd prøvet at foreslå, at handicaporganisationerne sammen med repræsentanter for ældre, udsatte, studerende med flere skal forhandle en løn med staten. Jeg blev mildest talt ikke taget alvorligt. 

I den traditionelle opfattelse er mennesker på overførselsindkomst nydere, der ikke har rettigheder som alle andre. Men jeg tror ikke, der er ret mange, der nyder at få en indtægt, der bliver mindre og mindre værd. Men vi kan jo ikke strejke og sætte samfundet i stå, så derfor tæller vi ikke i konkurrencestatslogikken.

Der er altså ved at opstå et proletariat af mennesker, der får mindre og mindre at leve af. Dette proletariat forbliver mindre bemidlede helt ind i alderdommen, også selv om de for eksempel har et fleksjob og altså delvis tjener sine penge selv.

Ingen strejkeret

I et samfund, hvor pensionsopsparingen hurtigt bevæger sig fra en solidarisk folkepension til individualistiske arbejdsmarkedspensioner taber de, der ikke har en privat opsparing, og det er hovedsagelig mennesker på livslange overførselsindkomster.

Man kunne så håbe, at de penge, den solidariske folkepension sparer ved, at en stor del af befolkningen får en arbejdsmarkedspension går tilbage til dem, der ikke har haft råd til at spare op, men mon ikke de penge skal gå til det berømte råderum og dermed skattelettelser for dem, der har allerede.

Jeg er meget imponeret over den solidaritet, der var mellem arbejdstagerne i forbindelse med årets overenskomstforhandlinger. Jeg ville ønske, at den kunne udbredes til at omfatte os andre, så vi kan få ordentlige løn- og pensionsforhold. Vi kan ikke strejke, vi kan kun lockoutes. Og det er det, vi bliver: Lockout fra samfundet.