I Danmark har vi brystet os af at have tacklet coronapandemien med et stærkt sammenhold og stort samfundssind. Samfundssind blev endda udråbt til årets ord i 2020. Og vi har langt hen ad vejen formået at opretholde samfundssind.

Jeg står tilbage med en grim følelse af svigt. Var det virkelig alt, hvad vi kunne klare af samfundssind? 

Politikerne i regering og Folketinget har holdt hånden under virksomheder og dermed danskernes arbejdspladser med store støttepakker. Der er givet store støttepakker til kulturliv og til civilsamfundet til at afhjælpe ensomhed og isolation. Og så har vi jo også i fællesskab givet lidt til minkbranchen.

Alt det samfundssind er formentlig vokset ud af, at langt de fleste af os har følt, at vi alle har været i samme båd. Ud over de danskere, der var i risikogrupperne, kunne andre heller ikke helt vide sig sikre på, at de ikke blev smittet, og ingen af os havde mulighed for at få en vaccine. Der var med andre ord ingen anden udvej end at passe på sig selv og hinanden.

Kamp om vaccinen

Men så kom vaccinen.

Først kom den i små mængder, og leverancerne var (og er) ikke stabile. Sundhedsstyrelsen udarbejdede på baggrund af det og med udgangspunkt i sundhedsfaglige vurderinger en rækkefølge, hvorefter borgerne skulle vaccineres.

Det satte for alvor samfundssindet på prøve. Der var ingen ende på, hvem der skulle opprioriteres. Stærke interesser kastede sig ind i diskussionerne for netop deres gruppers vigtighed. Alt i alt havde det meget præg af junglelov, væk var i hvert fald store dele af samfundssindet. Men på rosværdig vis holdt Sundhedsstyrelsen fast i sine sundhedsfaglige vurderinger.

Det holdt, indtil bureaukraterne og politikerne i Danske Regioner endelig fik godt fat i sagen. Pludselig var det alt for besværligt at lave lister og følge de sundhedsfaglige anbefalinger. Næ, nu skulle vaccinationerne ske efter alder, for det er meget lettere.

Og Sundhedsstyrelsen gik med på ideen!

Væk med sundhedsfaglige vurderinger

Pist væk var alle sundhedsfaglige vurderinger. Argumenter som for eksempel at alle de danskere, der er i risiko og hørte til i den skrottede gruppe 10, jo allerede var vaccineret, og at det nye alderskriterium kun vil udsætte vaccinationen af yngre, sårbare danskere, blev pludselig taget i anvendelse af landets førende faglige myndighed.

Det var heller ikke muligt at inddrage de praktiserende læger i vurderingen af behovet for at komme frem i køen for sårbare patienter, selv om de praktiserende læger i hvert fald i deres organisations og nogle politikeres optik er dem, der kender patienterne bedst. Man kalder vist de praktiserende læger for familielæger. Men de kunne altså heller ikke hjælpe de sårbare patienter, hverken efter Sundhedsstyrelsens eller deres fagforenings opfattelse.

Men så skulle man da tro, at politikere i regering og Folketinget greb ind? Der er jo ikke længere tale om en sundhedsfaglig vurdering, og derfor burde det vel være en politisk afgørelse? Især fordi statsministeren jo bad de svageste om at være de stærke, er der vel et særlig politisk ansvar for at hjælpe de såkaldt svageste i denne situation?

Ak nej. Nogle politikere dækker sig ind under, at det er Sundhedsstyrelsens afgørelse. Andre svarer slet ikke på henvendelser. Og regeringen har været fuldstændig tavs om sagen her. De svageste svigtes altså fuldstændig både af regering og ordførere, der ikke vil påtage sig det politiske ansvar.

Jeg, og med mig tusinder af danskere, sidder tilbage med en følelse af at være svigtet. Da samfundssindet skulle stå sin prøve, svigtede politikerne og embedsmændene os alle. Der gives ingen undskyldninger; det er en ren tilståelsessag.

Stort svigt

Hvorfor har politikerne så svigtet os? Jeg tror, der er to grunde.

For det første har mennesker med handicap og sårbarhed tilsyneladende ingen politisk betydning.

Havde det nu været ældre medborgere, der blev svigtet på denne måde, ville sagen have været helt anderledes. Men de ældre er heldigvis vaccineret for størstedelens vedkommende, så kan man godt svigte mennesker med handicap og sårbarhed. Vi er åbenbart ikke mange nok og i hvert fald ikke højtråbende nok. Det vil hermed ændre sig.

For det andet har politikerne blikket stift rettet mod genåbning af samfundet. De økonomiske omkostninger for samfundet og for kernevælgere i de forskellige politiske partier er ved at være for store. Der skal gang i forbruget, og håret skal klippes.

Så betyder det tilsyneladende mindre, at man svigter mennesker med handicap og sårbarhed. Det betyder mindre, at man reelt set udsætter disse mennesker for livsfare. Det er åbenbart en acceptabel pris at betale til gengæld for at få åbnet samfundet og sat gang i forbruget.

Jeg står tilbage med en grim følelse af svigt. Var det virkelig alt, hvad vi kunne klare af samfundssind? Et helt år? Og så fik bureaukraterne og politikerne lov til at ødelægge det igen?