Så er kommunalvalget 2017 overstået. Overskrifterne har mest handlet om, hvem der blev borgmester eller fik andre poster, ikke så meget om politikken hos de mennesker, der får posterne. Det er en skam, for det er jo egentlig ikke personerne, der er vigtige; Det er det politiske grundlag, den ideologi, de arbejder ud fra.

 Er venstrefløjen, inklusiv Alternativet, blevet middelklassefløjen med mange ord og ingen mening eller handling?

Og så er der måske alligevel en enkelt undtagelse eller to fra den regel.

Det drejer sig for eksempel om dramaet i København, hvor der før valget var klare ideologiske holdninger til beskæftigelsesområdet og dets politiske ledelse i form af en radikal borgmester.

Rød-grønne partier stod i kø for at kritisere Anna Mee Allerslev for hendes politiske ledelse af beskæftigelsesforvaltningen, ikke mindst i forhold til borgere med behov for førtidspension eller fleksjob.

Fravalg af borgmesterpost

Der er heller ingen tvivl om, at den københavnske beskæftigelsesforvaltning ser noget anderledes, læs stramt, på reglerne i forhold til fleksjob og førtidspension end andre kommuner. Det skyldes ikke reglerne, de er ens for alle forvaltninger, så det må skyldes den politiske ledelse af forvaltningen.

Efter valget stod kritikerne med muligheden for at ændre på det ved at give beskæftigelsesforvaltningen i København en ny politisk leder. Desværre valgte Enhedslisten og Alternativet beskæftigelsesforvaltningen fra.

For Enhedslistens vedkommende er det vel egentlig klart, at man ønsker teknik- og miljøområdet, som man har haft ansvaret for i de seneste år, og hvor man muligvis kan få indflydelse på et område, der har høj politisk prioritet for partiet.

Men, at Alternativet fravalgte beskæftigelsesforvaltningen, er noget mere besynderligt. Ja, man fravalgte sådan set også både social- og sundhedsområderne, som også kunne have betydet stor forskel for nogle af de vælgere, der stemte på Alternativet, fordi man troede, at partiet arbejder for udsatte borgere. Sådan lød det i hvert fald, da man kritiserede Anna Mee Allerslev.

Jeg har jo ikke siddet i Alternativets lønkammer i København og hørt på diskussionerne, så jeg er ikke den rette til at kritisere det valg. Men det er nu alligevel interessant i den større sammenhæng.

For Alternativet og Enhedslisten i København var ikke ene om at fravælge mennesker med handicap og udsatte borgere, da posterne skulle fordeles. Selv om der var tale om en såkaldt rød valgsejr på tværs af kommunerne fravalgte "røde" politikere socialområdet.

Hvordan kan det nu være? For mit vedkommende giver det mig anledning til to overvejelser.

Sidste prioritet

Socialområdet er tilsyneladende ikke et politisk prioritetsområde for venstrefløjspartierne. Ellers ville man vel ikke opleve, at det står tilbage som det sidste eller næstsidste, der bliver valgt, næsten som da jeg spillede fodbold i skolegården, og altid stod tilbage som den sidste.

Det er i kontrast til, hvad en del vælgere med handicap tilsyneladende tror, nemlig at socialpolitik er hjerteblod for røde partier. En grund til det paradoks kan være, at venstrefløjspartierne er bange for, at de ikke kan levere det, de tror, vælgerne gerne vil have. Eller det kan være, fordi socialpolitik simpelthen ikke er vigtig for venstrefløjen længere.

En anden overvejelse er, om det er os mennesker med handicap, der skræmmer politikerne væk, fordi vi ønsker os noget andet end det, de kan levere? I så fald må vi vel finde en overensstemmelse om, hvad det er, de kan levere, og hvad vi ønsker.

Under alle omstændigheder er der et kæmpestort behov for, at venstrefløjen vender tilbage til socialområdet. Ideologisk set burde dette område være meget tættere på venstrefløjens kerneopfattelse af sig selv, end det er lige nu. Eller er venstrefløjen, inklusiv Alternativet, blevet middelklassefløjen med mange ord og ingen mening eller handling?