Drop rehabiliteringsteams, ressourceforløb og endeløse helbredsskadelige virksomhedspraktikker til kronisk syge, og afklar alle kronisk syge, der er endt på kontanthjælp efter et sygedagpengestop, til fleksjob eller førtidspension inden for højest 12 måneder.

Vi kan, hvis vi vil! Spørgsmålet er, om der virkelig er vilje, når forligspartierne bag de forhadte reformer sætter sig til forhandlingsbordet?

Giv sagsbehandleren kompetencen til at vurdere og indstille den syge borger til fleksjob eller førtidspension, og brug revalidering til at hjælpe de kronisk syge unge og nedslidte, der gerne vil i uddannelse eller omskoling.

Så kan vi hurtigt spare milliarder på nytteløse beskæftigelsesindsatser og endnu mere på, at sundhedssystemet ikke bliver belastet af, at behandlingen på jobcentret gør syge mere syge.

Der er siden indførslen af jobcentrene i 2007 konstrueret en kæmpe industri, hvor kommunerne bruger milliarder på nytteløs aktivering, og diverse private firmaer scorer kassen på virksomhedspraktikker, mentorer, virksomhedsmentorer, psykologer, lægekonsulenter, virksomhedskonsulenter, jobsøgningskurser, pipfuglekurser, yoga, mindfulness, motivationskurser og så videre til ledige.

Syge bliver mere syge

Nu vil Socialdemokratiet med hjælp fra DF, SF og Enhedslisten fjerne bureaukrati for at få råd til Arnes pension, men vil Mette og kompagni virkelig gøre op med tvang, kontrol og sanktioner?

Det er før forsøgt uden held at lave et opgør med meningsløs aktivering, for eksempel i 2014, da Helle Thorning-Schmidt var statsminister, og Mette Frederiksen beskæftigelsesminister. 

På trods af aftalen fra 2014 har skiftende beskæftigelsesministre tvunget kommunerne til at intensivere den meningsløse aktivering, særligt ved at sende udsatte borgere i virksomhedspraktik, der i dag er vores primære sociale beskæftigelsesindsats. 

>> Se Evaluering af Virksomhedscenter Generation 2 fra 2017 

En nytteløs indsats der “tilbydes” de svageste grupper med lang tid på offentlig forsørgelse og ødelagt helbred.

Det sker, på trods af at virksomhedspraktik i langt de fleste tilfælde rent faktisk forværrer syge menneskers helbred, forårsager social deroute på laveste ydelse og belaster sundhedssystemet.

Jobcentre hænger uløseligt sammen med præmissen om, at kronisk syge skal aktiveres med virksomhedspraktik og kan miste sygedagpenge, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, hvis de siger nej tak.

Aktivering af syge er et levn fra 2009, hvor det lykkedes regeringen med Claus Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister at lave ulovlige forsøg med sygedagpengemodtagere for at få de fleste med på idéen om, at alle skal med i det arbejdende fællesskab, selv hvis de er indlagt, sidder i kørestol, har massiv hjemmehjælp med mere. Og selv om det var i strid med sundhedsloven og lægers monopol på behandling.

Claus Hjorts vision om invalide på tvangsarbejde blev desværre hovedargumentet, da den socialdemokratiske regering i 2012 med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister indførte den forhadte førtids- og fleksjobreform, hvor man indførte rehabiliteringsteams og ressourceforløb og satte en stopper for den værdige førtidspension.

Manipulation og ulovligheder

At der var tale om manipulation og ulovlige forsøg, redegjorde Jesper Tynell for i bogen Mørkelygten, hvilket er redegjort for i denne artikel af Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag., redaktør og forfatter.

Hvis Socialdemokratiet og følgesvendene i DF virkelig mener, at man vil spare på bureaukrati og nytænke beskæftigelsessystemet, så skal man først og fremmest gøre op med de sidste 13 års massive manipulation i det politiske system. I dag ved ikke engang beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvorfor virksomheder fodres med syge praktikanter for milliarder.

Der går nemlig en rød tråd fra indførslen af jobcentrene i 2007 til i dag med reformer på konstruerede og manipulerede grundlag, som har gjort syge til malkekøer både for kommuner og private aktører.

Først og fremmest fordi et flertal i Folketinget har indført et refusionssystem, der belønner kommunerne for at fastholde syge i endeløse virksomhedspraktikker med mentor finansieret af staten i stedet for at hjælpe dem til et værdigt liv.

Vi kan, hvis vi vil! Spørgsmålet er, om der virkelig er vilje, når forligspartierne bag de forhadte reformer sætter sig til forhandlingsbordet?