30 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Raske bliver sendt hjem, mens syge skal i praktik

Blogs

Ulf Harbo
Formand for ForRetssikkerhed
Har været frontkæmper i de sociale modstandsbevægelser, siden han i 2013 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Enhedslisten. Er formand i ForRetssikkerhed – Foreningen for erstatning til syge på kontanthjælp, som stævner kommuner, der har lavet ulovlig sagsbehandling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 17. december, 2020, 07:25:49

Raske bliver sendt hjem, mens syge skal i praktik

De sociale bevægelser er i oprør, for samtidig med at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sender sagsbehandlere hjem på grund af corona, forlanger han, at syge kontanthjælpsmodtagere møder op i deres praktik trods corona.

Vores beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sender syge i døden og de ansatte hjem.

Peter Hummelgaard blåstempler endnu en gang et inhumant system, som sender mennesker i døden.

Der er intet rettet op på beskæftigelsesområdet.

Ressourceforløb er strammet op, så der nu ikke længere må være forløb uden praktikker.

Det vil sige, at de mest syge i kontanthjælpssystemet og i ressourceforløb hverken får fred eller førtidspension.

De sociale bevægelser er selvklart i oprør, for samtidig med at flere af vores mest syge skal i længere praktikforløb, så sender Peter Hummelgaard sagsbehandlere hjem på grund af corona og forlanger, at de syge møder op i deres praktik trods corona!

Hvorfor skal syge møde op i praktik med risiko for deres liv?

Er det for at skåne Coop, Rema 1000 og Salling?

Er det ikke gået op for Peter Hummelgaard, at det er alvorligt syge borgere, der fastholdes på kontanthjælp, i ressourceforløb og jobafklaringforløb på kontanthjælpsydelse?

For at vise sagens alvor, så lad mig lige beskrive en typisk sag fra jobcentret, der havde dødelig udgang.

Det kostede Sita livet

Vi skal ikke længere end til Brøndby Kommune, hvor Sita i 2017 efter et langt arbejdsliv som sygehjælper og tjener endte på kontanthjælp som 61-årig.

Efter tre års social deroute døde Sita. Dagen inden skrev hun dette på Facebook, hvor hun havde fundet et fællesskab blandt andre mennesker i klemme i systemet:

"8-11-2020 Sita Pejtersen

Det er svært at holde humøret oppe. Det eneste, jeg kan bruge penge på, er kattemad, medicin og mad. Der er hverken til det ene eller det andet.

I denne måned har jeg dog købt medicin. Ingen hjælp på rådhuset. Paragraf 34 er åbenbart sat på pause. Hvad tænker de mennesker dog på?

Ved jeg har skrevet det før, men vi er det dyreste land i EU. Vi er det fjerde dyreste land i verden. Vi er samtidige tiende rigeste land i verden.

Hvorfor skal folk sultes?

Kan virkelig ikke lave noget, da jeg nu heller ikke kan gå for mine smerter, føler jeg mig mere og mere presset op i et hjørne.

Ved ikke hvad jeg skal rive og gøre i?

Skal flytte den 1. og jeg gruer for det, da jeg ikke kan gøre, som jeg kunne før. Da kunne jeg male og tapetsere. Kunne hænge ting op og rykke rundt på møbler.

Jeg er blevet et skravl.

Kunne godt nok mærke de dage, jeg kunne spise tre gange nogle dage. Det gav altså noget energi. Nu må jeg så spise en gang om dagen. Køleskabet er ved at være tomt, og jeg kan intet gøre!

Tænker tit på de mennesker, der har det ligesom jeg, det er heller ikke rart at tænke på.

Håber at der er nogle derude, der har det godt og et nemmere liv. For at leve på denne måde er uværdigt og smerteligt."

Inden det havde Sita beskrevet, hvordan hun blev sat op i tid i sin praktik, på trods af at hendes skånebehov ikke blev respekteret, og hun blev mere syg af det, at hun ikke havde råd til medicin, og at hendes ansøgninger om førtidspension blev afvist, og hendes gentagne råb om hjælp til kommunalbestyrelsen og direktørerne i Brøndby Kommune blev afvist eller ignoreret.

Sitas sidste ord er fortvivlende læsning, men vi må ikke lukke øjnene for, hvordan vi som samfund behandler syge og nedslidte.

Når der tales om de jøder, handicappede og romaer, der blev gasset under Anden Verdenskrig, så siger vi: Aldrig igen.

Aldrig igen må vi bare stå til og kigge den anden vej, når andre mennesker bliver mishandlet og slået ihjel.

Men vi er desværre godt i gang med at aflive mange af vores kronisk syge og handicappede på grund af økonomisk kassetænkning, et inhumant beskæftigelsessystem og systematisk ulovlig sagsbehandling lige nu og her op til julen 2020 i dagens Danmark.

Ingen retssikkerhed

Derfor har jeg som et vidnesbyrd over Sitas sidste tid i Brøndby Kommunes varetægt sakset ovenstående fra Facebook, så hr. og fru Danmark kan få et indblik i, hvad man risikerer, hvis man bliver syg, inden man når folkepensionsalderen.

Hvordan kan Brøndby Kommune ustraffet slippe afsted med at sende en kronisk syg og nedslidt gammel kvinde i døden, fattig og forladt af fællesskabet?

Er fundamentet i vores demokratiske retsstat smuldret for kronisk syge og nedslidte?

Er dette resultatet af årtiers fattiggørende lovgivning, mistænkeliggørende og dehumaniserende retorik om fattig Karina og dovne Robert?

Peter Hummelgaard sender sagsbehandlere hjem på grund af corona, men forlanger, at de syge møder op i deres praktik trods corona.

Peter Hummelgaard vil heller ikke stoppe de forhadte ressourceforløb, eller at kronisk syge bliver misbrugt som gratis arbejdskraft og tvunget i virksomhedspraktikker.

Peter Hummelgaard blåstempler dermed endnu en gang et inhumant system, som sender mennesker i døden.