Coronakrisen har frem for alt afsløret, hvor omfattende og samfundsskadeligt angrebet på arbejderklassens rettigheder har været.

Jagten på billig arbejdskraft og hurtig profit har skabt en udemokratisk kløft i vores fællesskab.

Vi har med fuldt overlæg skabt en fattig og retsløs underklasse af løsarbejdere fra alle brancher udelukkende med det formål at hive mere profit ud til kapitalfonde, aktionærer og pensionskasser.

EU har støttet kapitalens jagt på profit uden at sikre arbejderklassens helt grundlæggende rettigheder. Hvad blev der af EU's arbejdsløshedskasse?

Støttemidler i rigeligt mål er blevet tildelt landbruget, der i dag tæller svinemilliardærer, der forpester miljøet og udnytter og ødelægger vores fælles naturgrundlag og infrastruktur uden at bidrage til fællesskabet, da de med Jyske Banks hjælp gør alt for at undgå at betale skat.

Nu må tiden være kommet til en fælles europæisk a-kasse, der løfter daglejere ud af fattigdom og sætter en bundprop i ræset om den billigste arbejdskraft.

Udsatte løsarbejdere

Helt galt er det, når man fortsætter med 225-timers sanktionerne for de fattigste på kontanthjælp, mens landbruget og de store virksomheder får hjælpepakker for hundredvis af milliarder.

De fattigste skal stadig lægge 10 procent af deres fattighjælp i kommunekassen, så kommunen har råd til at passe middelklassens børn. Hvorfor? Hvilke andre grupper ville vi kræve det samme af? 10 procents ekstra skat?

Hvem er parat til solidarisk at indbetale 10 procent i ekstraskat, så de fattigste bliver sat fri for den bundløse gæld og udsigtsløse fremtid på kontanthjælp?

Det er jeg, og det burde alle andre med fast indtægt også være, da det drejer sig om at sikre vores sociale sikkerhedsnet, og alle jo kan blive ramt af arbejdsløshed, sygdom og ulykke.

Det er de mest udsatte løsarbejdere, der med deres fleksible rådighed har skabt den ekstra profit.

En profit, der er en fordel for de fastansatte med gode lønforhold og pensioner som for eksempel departementschefer og fastansatte specialister, der faktisk koster virksomhederne mere, end de producerer.

Den profit, gartnerier, landbrug, bygge og anlæg, handel og hotel med flere genererer på skuldrene af daglejere, kan betragtes som en blodig profit, der helt uacceptabelt betales af underbetalte immigranter, gratis virksomhedspraktikanter og alle de løstansatte, der hverken er sikret en ordentlig løn, opsparer pension eller kan forsikre sig med dagpenge.

Global udbytning uden sidestykke

Jagten på billig arbejdskraft og hurtig profit har skabt en udemokratisk kløft i vores fællesskab.

Et A-hold med fed pension og råd til privat ekstra forsikring og et B-hold som har uacceptable arbejdsforhold og ofte et farligt arbejdsmiljø.

1. maj skal vi altid have fokus på arbejdskampen og ikke kun kampen for de fastansattes løn, forsikringer og efteruddannelse.

Vi skal have fokus på de hårdtarbejdende daglejere, der intet sikkerhedsnet har.

Fagbevægelsen og politisk valgte beslutningstagere skal genoprette vores sikkerhedsnet og vores højt besungne flexicuritymodel.

Fagbevægelsen og politisk valgte skal ikke kun male mel til egen kage i sit eget fagforbund, sin egen kommune eller sit eget land, men kæmpe for rettigheder og goder for alle de arbejdere, der i dag må henslæbe livet i sult og fattigdom. Fra Bestsellers syersker i Bangladesh til minearbejdere på otte år i Colombia, som sørger for, at vi kan få råstof til vores nye computere og iphones.

Alle har ret til en løn, de kan leve af, optjening af forsikring og dagpenge, til efteruddannelse, skolegang og sundhedspleje.

I dag ser vi en global udbytning af miljø og mennesker uden sidestykke, og vi ser en stadig mere ekstrem ulighed med flere og flere mangemilliardærer, som har tjent deres tusindvis af millioner på skuldrene af hårdtarbejdende fattige mennesker uden ordentlige arbejdsforhold eller sikkerhed, hvis de bliver arbejdsløse eller ramt af sygdom og nedslidning.

Konkrete krav

Vi kan med god ret starte med at feje for egen dør og sikre arbejdere i Danmark:

1. Ret til kompensation for sygdom.

2. Ret til kompensation for arbejdsløshed.

3. Ret til kompensation for nedslidning.

Det vil helt konkret sige, at vi skal have:

1. Mindst et års ret til sygedagpenge igen.

2. Sat genoptjening af dagpenge ned til 23 uger igen og sætte dagpengeperioden op til mindst fire år.

3. Give retskrav på afklaring til fleksjob eller førtidspension på sygedagpenge, hvis man ikke kan arbejde på ordinære vilkår på grund af sygdom.

Det vil sige, ingen skal have stoppet deres sygedagpenge og henvises til kontanthjælpsydelse eller ingenting, før de er blevet afklaret til fleksjob eller førtidspension.

Derved kan vi genetablere et helt grundlæggende socialt sikkerhedsnet, som er blevet ødelagt af de mange fattigdomsreformer.

Mange, der har mistet deres arbejdsevne, hutler sig igennem. Først spises pensionen, så huset og ægtefællens indtægt, indtil man er henvist til kontanthjælp og 225-timers sanktioner og har mister retten til at spare op.

Lad os forene os i arbejdernes kamp for et velfungerende socialt sikkerhedsnet.

God 1 maj.