"Det er en stor dag og begyndelsen på et helt nyt kapitel, hvor vi samler alle gode kræfter om den enkelte og vender op og ned på den måde, kommunerne hjælper vores mest udsatte borgere på."

Objektive kriterier er blevet tilsidesat til fordel for økonomiske hensyn, og resultaterne ser vi kun alt for tydeligt.

Sådan sagde daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ved vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2012, og der er ganske vist vendt op og ned på den måde, udsatte borgere behandles på, men alle de gode kræfter må vi kigge langt efter.

Det skortede ellers ikke på advarsler, inden et folketingsflertal bestående af S, R, SF, V, K og LA vedtog reformen. Fagforeninger, handicap- og patientforeninger og mange andre pegede på, hvilke problemer den kunne skabe for mennesker med varigt nedsat eller slet ingen arbejdsevne. Men forligspartierne valgte at vende det døve øre til.

Reformen var først og fremmest en spareøvelse, hvilket understregedes af, at man rent faktisk opstillede målstyring af udmøntningen af reformen. Der skulle spares så og så mange milliarder kroner – og så kunne man ellers ved hjælp af simpel matematik regne sig frem til, hvor mange syge mennesker, der var råd til at tildele førtidspension eller fleksjob.

Objektive kriterier er siden blevet tilsidesat til fordel for økonomiske hensyn, og resultaterne ser vi som fagforening kun alt for tydeligt. Medierne har i sommer også omtalt utallige eksempler på håbløst syge fra forskellige andre brancher, som i årevis er blevet fastholdt i arbejdsprøvninger og udsigtsløse ressourceforløb, der i mange tilfælde kun har forværret deres sygdom.

De sygdomsramte mødes med konsekvent mistro og behandles som personer, der er ude på uretmæssigt at rage penge til sig. De behandles uværdigt – ikke som mennesker, men som "sager".

Lovgivningen giver enhver borger krav på en individuel, konkret vurdering, men i praksis hersker kun de opstillede måltal for, hvor mange penge der må bruges. Det er billigere for kommunerne at lade folk være i ressourceforløb end på førtidspension, og ydermere får de større refusion for udgifter til ressourceforløbsydelser end til førtidspensionsydelser. Derfor fastholder man folk i arbejdsprøvninger og lader det ene ressourceforløb afløse det andet.

Måles det danske samfund på, hvordan det behandler sine mest udsatte borgere, dumper det med et brag.

Faglige kolleger fra DM, FOA og 3F har for nylig foreslået en lovændring, så mennesker med kun ganske få timers arbejdsevne frivilligt kan vælge, om de ønsker et fleksjob eller at overgå til førtidspension. En sådan ændring af loven vil ikke alene være sund fornuft, men også det eneste anstændige at gøre. Så de ansvarlige politikere må sættes under pres, så længe deres ord og løfter ikke hænger sammen med den virkelighed, de påtvinger nogle af samfundets mest udsatte. Det pres må dansk fagbevægelse være med til at lægge.