03 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elitens fallit skaber desperation

Blogs

Ulla Jeppesen
Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden 2011-2018
Født 1953 og uddannet som typograf. Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden i perioden 2011 - 2018. Medlem af HK Danmarks hovedbestyrelse. Startede sin faglige karriere som tillidsrepræsentant for postarbejderne på Glostrup Posthus i 1973. Gik i 1978 i lære som typograf og blev formand for Typografernes Lærlingsafdeling. Bestyrelsesmedlem i først Dansk TypografForbund og siden Grafisk Forbund. Medlem af Enhedslisten.
Blogindlæg af Ulla Jeppesen
tir. 12. dec - 2017
man. 14. aug - 2017
tir. 21. mar - 2017
tir. 22. nov - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 22. november, 2016, 05:49:22

Elitens fallit skaber desperation

Almindelige mennesker hører og forstår udmærket elitens budskaber, men ikke omvendt. Derfor stemte amerikanerne på Trump, og derfor stemte briterne ja til Brexit.

Den seneste tid har meget handlet om det amerikanske præsidentvalg, og eksperter og politikere prøver at forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvordan de kunne tage så meget fejl i deres prognoser, modeller og antagelser. Formentlig handler det om et kendt fænomen, nemlig at blive så træt af den herskende elite, at man simpelthen prøver noget andet.

Fagbevægelsen er ved at erkende afstanden mellem de reelle problemer for medlemmerne og fagtoppens beslutninger.

Derfor blev outsideren Bernie Sanders næsten præsidentkandidat, derfor stemte amerikanerne på fantasten Trump som præsident, derfor stemte briterne ja til Brexit, og derfor stemmer vi danskere også nej til EU fra tid til anden.

Hver gang gøres det på trods af elitens formaninger, og hver gang ender elitens analyse ud i, at "de ikke har været gode nok til at kommunikere budskabet", underforstået, at vi almindelige mennesker er for dumme til at forstå, hvad der er godt for os.

Eliten har ganske vist et kommunikationsproblem, men det handler ikke om, at vi almindelige mennesker ikke hører eller forstår dens budskaber. Det er tværtimod eliten, der hverken hører eller forstår almindelige menneskers budskaber.

Og har man først tabt følelsen af at blive hørt eller forstået, er det kun naturligt, at man retter sin opmærksomhed mod de mennesker, der trods alt virker som om de lytter, og som man stadig har et minimum af tillid tilbage til.

Det er absurd, at hvide arbejderklassestemmer i overvældende grad går til milliardæren Trump, der om nogen har beriget sig på andres bekostning, men det er netop et udtryk for, hvor stor desperationen blandt disse vælgere er over ikke at blive hørt: De tager hellere chancen med Trump og hans ”Make America Great Again”-dagsorden end Hillary Clintons tvetungede tale om forbedringer af problemer, som hun og hendes fæller i det politiske establishment selv har skabt.

Lidt på samme måde er det, når mange politikere herhjemme italesætter bekæmpelse af ulighed som deres varemærke, men alligevel tager beslutninger og laver reformer, der nærmest konsekvent vender den tunge ende nedad.

Og i fagbevægelsen er vi først nu - langsomt - ved at erkende de problemer, det har skabt, at vi igennem årtier har udviklet en alt for stor afstand mellem de reelle problemer for medlemmerne på arbejdspladserne og de beslutninger, der bliver truffet i toppen af forbundshusene.

I takt med at vi professionaliserede os i toppen med eksperter i kommunikation, analyse og politik, mistede vi evnen til engagere, mobilisere og tiltrække aktive medlemmer – evnen til at være en bevægelse!

I HK er vi de seneste år vendt tilbage til de dyder, der i mange år gjorde fagbevægelsen til det, den var. Det betyder, at vi (igen) har gjort arbejdspladsernes problemer til omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os, og vi kan tydeligt mærke, at medlemmerne tager bedre imod os, når vi er kolleger – og ikke en del af eliten!