OK-forhandlingerne 2017 er stort set slut. Forude venter urafstemningen om forligsmandens mæglingsskitse.

I takt med en stadig stigende pensionsalder trænger arbejdstidsspørgsmålet sig kraftigt på.

Det er en uacceptabel kendsgerning, at industriforliget fastlægger rammerne for, hvad alle andre kan forhandle om. Formaster et enkelt område sig til at afvige fra sporet, bankes det prompte på plads af Dansk Arbejdsgiverforening.

Både vi i fagbevægelsen og en masse arbejdsgiverforeninger bruger mange ressourcer på at tilpasse de enkelte overenskomster til vores særlige område, men det taber både legitimitet og mening, når resultatet er givet på forhånd. Hvem sagde "decentrale forhandlinger"?

Nej-argumenter

Meningerne om industriforliget og de mange forlig, der er indgået i dets skygge, er delte. Personligt stemmer jeg nej, selvom jeg kan få øje på en række gode elementer. Tungest vejer det for mig, at der igen skal gå tre år med den 50 %-regel, som forhindrer mange HK’ere i at få overenskomst. Muligheden for systematisk overarbejde med arbejdsuger på op til 42 timer er en anden væsentlig årsag.

Andre grupper har helt berettiget fokus på den manglende løsning af problemerne med social dumping.

I en tid, hvor vi næsten dagligt læser om udbetaling af enorme udbytter til aktionærerne, og om astronomiske bonusser til diverse topchefer, har der været basis for at forhandle bedre resultater hjem – arbejdsgiverne havde i hvert fald råd!

Men når der i den situation ikke er kommet et bedre resultat i hus, er det også en konsekvens af, at vi ikke har haft en fælles sag, der for alvor forenede kræfterne.

Allerede inden OK-forhandlingerne startede, var det svært at skabe fælles fodslag blandt LO-forbundene om, hvilke krav man skulle satse på, fordi de forskellige brancher naturligt nok har forskellige prioriteringer. Det er formentlig lige så svært for en murerarbejdsmand eller specialarbejder at forholde sig til 50 %-reglen, som det er for en HK’er at forholde sig til kædeansvar.

Et samlende krav

Skal vi skabe fælles fodslag frem mod OK 2020, må vi finde noget, som kan forene alle grupper, og mit bud er kravet om en 30 timers arbejdsuge.

I takt med en stadig stigende pensionsalder trænger arbejdstidsspørgsmålet sig kraftigt på.

Medlemmer i alle brancher kæmper med overbelastning, stress og fysisk og psykisk nedslidning som følge af øgede produktivitetskrav. 30 timers arbejdsuge kunne lette deres arbejdsliv og samtidig give plads til mange af dem, der i dag fastholdes i meningsløse ressourceforløb, løntilskudsjob, nyttejob mm.

Endelig handler livet jo også om meget andet end arbejde. Det handler også om at have tid til familie og venner, tid til at dyrke sport og fritidsinteresser og alt mulig andet.

En 30 timers arbejdsuge kan give alle et bedre liv og er derfor et godt bud på noget, der kan skabes bred opbakning bag frem mod OK 2020.