I de kommende uger får vi større klarhed om, hvorvidt økonomien slynges ud i en stadig dybere recession. Eller sagt med andre ord, om lidt vil vi se, om der kommer en mere varig nedgang i den samfundsøkonomiske aktivitet, indkomsten og forbruget, som vil fortsætte på den anden side af pandemien.

Vi skal for alt i verden forhindre, at den forrige krisehåndtering gentages, hvor den almene befolkning blev fuldstændigt tørret. 

På et globalt plan siger flere økonomer, at det kan blive endnu værre end finanskrisen i 2008. Enkelte dommedagsøkonomer forudsiger, at store dele af verden vil opleve en decideret depression.

Jeg skal ikke kloge mig på dommedagsprofetierne. Men jeg siger disse ting, fordi der vil herske en politisk og analytisk debat om den økonomiske krises ophav.

Vi risikerer at stå i en situation, hvor de borgerlige vil hævde, at den statshåndhævede karantæne og lockdown er skyld i krisen.

Krisen har været på vej længe

Det vil være en meget overfladisk analyse. Det, vi står i, er derimod en overhængende fare for en ny krise, som har været der længe før coronavirussen, og som kunne udløses af forskellige uforudsigelige begivenheder.

Med andre ord er coronapandemien den gnist, der antænder krisen. Det er en katalysator, ikke krisens egen årsag.

Så sent som i maj 2019, måneder før nogen havde hørt om COVID-19, advarede Mervyn King, den tidligere guvernør for Bank of England, under et topmøde i Den Internationale Valutafond i Washington om, at den globale økonomi gik ”søvngængeragtigt” ind i en ny finanskrise.

Han påpegede fem globale forhold, der kunne udløse krisen. En økonomisk afmatning i Kina, som er en vækstmotor for mange andre økonomier. Usikkerhed om pengepolitikkens fremtid (i forhold til renter og kvantitative lempelser) i Europa og USA. En længerevarende politisk og økonomisk uro i hele euroområdet. Eskalerende globale handelsspændinger, som følge af blandt andet Trumps magtfuldkomne handelspolitikker. Og voksende private gældsbobler.

Den økonomiske korresponden i avisen New Statesmen tilføjer et sjette forhold: Den globale gældsboble – som sidste år lå på 244 tusinde milliarder omregnet til danske kroner. Denne gældsboble er tre gange så stor som det globale BNP.

Hvis den globale vækst vil begynde at vakle, og det vil den sandsynligvis, så er der risiko for, at boblen brister.

Lighedspunkter med 2008

I Danmark har både Finanstilsynet og Nationalbanken fremhævet, at sammenfaldet mellem stigende aktivpriser og lave renter har afstedkommet en øget risikoappetit i den danske finanssektor.

Bankernes konkurrence om kunderne har ledt til ny risikoopbygning, blandt andet via en lempelse af kreditstandarder, for eksempel for erhvervsudlån til konjunkturfølsomme brancher og på boligmarkedet. En situation, der minder om perioden op til seneste finanskrise i 2008.

Kort opsummeret kan vi konkludere, at det er noget vås, at den økonomiske krises ophav er den sundhedskrise, vi aktuelt befinder os i. Vi har meget længe, og ”søvngængeragtigt”, været på vej ind i en ny krise, fordi den forrige krise og håndteringen deraf, stadig spøger.

Selvom Danmark er en lille økonomi i det globale marked, så vil den krisehåndtering, der finder sted lige nu i form af hjælpepakker til erhvervslivet og lønmodtagerne, være vigtige for, hvor vi ender med at stå om seks måneder.

Kampen om regningen

Hvis ikke vi gør noget her og nu for at holde hånden under arbejdspladserne, lønmodtagernes tryghed og så videre, vil regningen blive markant større på den anden side, og den vil ramme socialt skævt. For udover kampen om fortolkningen af krisen, vil vi også stå i en konkret politisk kamp om, hvilke krisehåndteringstiltag der skal tages i brug.

Vi husker alt for godt forrige finanskrise, hvor regningen blev tørret af på de mange. Det var borgerne, der måtte til lommerne, når bankerne skulle reddes. Det var borgerne, der måtte betale med samfundets velfærd. Dagpengene, folkepensionen, kontanthjælpen og SU’en var nogle af de ting, der blev forringet.

Nu anbefaler CEPOS, at vi skal håndtere krisen ved at indføre flere skattelettelser. Det var ikke engang en aprilsnar. Det er et meget klart eksempel på, at der allerede er en kamp i gang om, hvem der skal hjælpes i krisen, og hvem der skal bidrage til regningen.

Derfor kræver vi et stop for udbetaling af udbytte, stop for lønfesten på direktionsgangen med mere. Vi skal for alt i verden forhindre, at den forrige krisehåndtering gentages, hvor den almene befolkning blev fuldstændigt tørret. Det kræver, at vi sætter linjen, den ideologiske og den politiske, allerede nu, inden det ramler, og jeg håber, at du kære læser vil bidrage til dette arbejde.