Tre lappeløsninger til et gennemhullet dagpengesystem
Blogs

Tre lappeløsninger til et gennemhullet dagpengesystem
Akutpakke I og II er ikke nok. Der er brug for et holdbart dagpengesystem, med respekt for de arbejdsløse.
Med den første akutpakke fra august var det 32.000 arbejdsløse, der i et brev blev advaret om, at deres dagpenge ryger i første halvår af 2013.
Nu har regeringen så landet akutjobpakken med arbejdsgiverne, hvor dem på kanten af dagpengesystemet kommer først i køen til 12.500 job.
Alle falder på halen og siger, problemet er afblæst, men det er for slapt. For der er lang vej fra 12.500 til 32.000. Akutjobpakken er et skridt på vejen, men det er desværre ikke nok. Alene i 3F Kastrup er det 159 af vores medlemmer, der kan ende med at blive smidt ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013.
Lige nu svigter man de ledige og spiller hasard med deres økonomiske eksistensgrundlag. Lvet på dagpenge er ingen dans på roser, men er du først smidt ud af dagpengesystemet, så kan det få katastrofale konsekvenser. Rigtig mange kan ikke få kontanthjælp, og må leve helt uden indtægt. Rigtig mange kommer til at gå fra hus og hjem. Folk ender i regulær fattigdom.
Det står desværre mejslet i granit, at dagpengereformen ikke bliver rullet tilbage. Med den situation vi så står i, så bør politikerne tage en række initiativer for at afbøde de værste konsekvenser.
Genoptjeningskravet skal ned
Først og fremmest bør vi sænke genoptjeningskravet. For at genoptjene retten til dagpenge skal man med dagpengereformen have et helt års beskæftigelse. Det er et krav, som rigtig mange ikke kan leve op til.
Med et halvt års arbejde i bagagen, synes jeg klart og tydeligt, at de ledige har vist, at de er både arbejdsmarkedsparate og aktivt jobsøgende.
Jobrotation er en af de ordninger, der bliver snakket meget om, som en løsning for de mange ledige. Men desværre genoptjener man ikke retten til dagpenge, når man er i jobrotation – på trods af at der er tale om fuldstændig regulært arbejde.
Løntilskudsjob skal ikke koste dagpenge. Som det er i dag, så bruger du faktisk af din dagpengeperiode når du er i løntilskudsjob. Det på trods af, at du går på arbejde og knokler – med et fuldtidsarbejde på hånden er det altså svært også at være fuldtids jobsøgende. Derfor bør det ikke forbruge af din sparsomme dagpengeperiode, når du er i løntilskudsjob.
Men jeg mener ikke, det er fornuftigt at lade løntilskudsjob tælle som regulært arbejde, hvor man genoptjener retten til dagpenge. Jeg frygter, at det i så fald vil koste rigtig mange ordinære job, fordi arbejdsgiverne ser deres snit til at spare på lønkronerne.
Vi skal møde de ledige med respekt
Man kan lappe meget på et gennemhullet dagpengesystem. Mens vi lige nu finder løsninger for de ledige, der står til at falde ud over kanten, så bør politikerne tage det lange lys på og indrette et holdbart dagpengesystem. Ellers kommer vi til at se mange flere akutpakker de kommende år.
For mig er det afgørende, at dagpengesystemet skal indrettes, så vi møder de ledige med respekt og tager højde for, at vi står midt i en økonomisk krise.
Man skal tage hensyn til den enkeltes behov. Både fordi det er bedre for den ledige, og fordi det får folk i job – pengene er simpelthen bedre brugt. Det lyder som sund fornuft, men sådan er det ikke nødvendigvis i dag.
Den anden dag var Mai-Britt forbi a-kassen. Hun har været på dagpenge siden maj 2009, men har netop fået job. Tillykke til Mai-Britt! Efter mere end tre år i dagpengesystemet er hun ekspert i, hvad der er brug for, og hun fortalte os blandt andet om sit møde med aktiveringen, så jeg vil passende give hende det sidste ord.
”De hælder vand ud af ørerne. Det er respektløst, at man flere gange bliver sendt på detsamme jobsøgningskursus som aktivering, når det man mangler, er en fast rådgiver, man fra starten kan have den personlige samtale med, der varer mere end fem minutter”.