Godt 300 elektrikere på Sjælland er tilbage på arbejde i firmaet Kemp & Lauritzen efter at have strejket siden mandag.
Nu ser vi, hvad der sker ved forhandlingerne. Bliver der brug for det, så er vi klar til at mødes til morgenkaffe igen.
Morten Rude, talsperson
– Vi har fået en åbning på lokalforhandlingerne. Nu har firmaet tilbudt at forhandle med tillidsmandsgruppen i morgen (torsdag, red.) i stedet for at forhandle ude lokalt, fortæller talspersom Morten Rude til Arbejderen kort tid efter at elektrikerne har stemt for at trække i arbejdstøjet igen.
Elektrikerne håber, at forhandlinger mellem ledelsen og en samlet tillidsmandsgruppe kan forhindre, at der bliver aftalt vidt forskellige vikår ude på de enkelte arbejdspladser.
Høj grundløn er solidarisk
Uenighederne ved lokalforhandlingerne, som elektrikerne ifølge deres overenskomst har ret til én gang om året, har især handlet om, hvorvidt lønstigningen på 4,5 kroner i timen skal lægges ovenpå grundlønnen eller gives som personlige tillæg.
– Vi vil have stigningen på grundlønnen. Det her handler jo om solidaritet med de nyansatte og vikarer, så de ikke sakker for langt bagud i forhold til os andre. Og så betragter vi en høj grundløn som et godt værn mod social dumping, forklarer talspersonen, der selv har været 30 år i branchen.
Personlige tillæg
Ledelsen hos Kemp & Lauritzen har en anden opfattelse af, hvad de ansatte ønsker: "En række forhandlingsforløb har på det seneste vist, at flere medarbejdergrupper gerne vil have en mere individuel løn baseret på personlige tillæg," skriver konstitueret administrerende direktør/CFO Tue Sjøntoft i en mail til Arbejderen.
– Nu må vi se, hvad der sker ved forhandlingerne, og bliver der brug for det, så er vi klar til at mødes til morgenkaffe igen, siger Morten Rude.
Hos Kemp & Lauritzen i Storkøbenhavn ligger grundlønnen for en elektriker i dag på omkring 177 kroner i timen, men via diverse tillæg så får de fleste mellem 190 kroner og 220 kroner i timen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278