I dag afleverer initiativtagerne bag Dagpengeløsning.nu godt 16.000 underskrifter til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
– Vi vil fortælle politikerne, at der stadig er brug for at gøre noget ved de urimelige dagpengeregler - og at det er muligt, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn, til Arbejderen.
Der går næsten ikke en uge uden, at der kommer en sviner i medierne med en arbejdsløs, der angiveligt har udnyttet systemet.
Hans A. Sørensen, 3F
Han mener ikke, det er acceptabelt, at de arbejdsløse skal vente på en rapport fra dagpengekommissionen og til efter et Folketingsvalg, før der sker ændringer af dagpengesystemet.
Derfor søsatte Hans A. Sørensen, sammen med 15 andre fagligt aktive, underskiftsinitiativet i september måned sidste år. Det skete i et forsøg på at påvirke forhandlingerne om finansloven for 2015 og samtidig holde gang i debatten om de dagpengeregler, der er skyld i, at arbejdsløse bliver ved med at falde ud af dagpengesystemet og i værste fald til ingen forsørgelse. Foreløbig har omkring 50.000 arbejdsløse mistet retten til dagpenge.
Gensidig forsørgerpligt bliver afskaffet
– Underskriftsindsamlingen har været en måde, hvorpå folk hurtigt kunne få afløb for deres frustrationer over behandlingen af de arbejdsløse, og indsamlingen har været med til at mobilisere folk bag kravene om dagpengeændringer, lyder det fra den midtjyske fagforeningsmand.
Dagpengeløsning.nu har peget på tre områder, hvor politikerne umiddelbart kunne tage hånd om de arbejdsløse: Ingen skal miste deres indtægtsgrundlag, fordi der er mangel på arbejde. Retten til dagpenge skal igen kunne optjenes efter et halvt års arbejde i stedet for det år, som dagpengereformen har medført. Endelig skal den gensidige forsørgerpligt afskaffes.
Kun det sidste forslag har vundet gehør på Christiansborg. Ved finanslovsforhandlingerne i efteråret 2014 blev regeringen enig med Enhedslisten og SF om at afskaffe forsørgerpligten for samlevende på kontanthjælp, dog først med fuld virkning fra 1. januar 2016.
Hans A. Sørensen må desværre konstatere, at politikerne ikke har været påvirkelige, når det gælder øvrige forbedringer for de arbejdsløse. Politikerne afviser alle ændringer med henvisning til et forestående valg og resultatet af dagpengekommissionens arbejde.
Til gengæld reagerer politikerne hurtigt på historier i medierne, der angiveligt viser arbejdsløse, som siger nej til arbejde, kritiserer 3F-formanden.
Landsdækkende konference
– Der går næsten ikke en uge uden, at der kommer en sviner i medierne med en arbejdsløs, der angiveligt har udnyttet systemet. Og da DR viste programmet om østarbejderne, der forsvandt, var flere politikere klar til på få dage og med øjeblikkelig virkning at stramme rådighedsreglerne, lyder det tydeligt forarget fra Hans A. Sørensen, der tilføjer:
– Hver gang hører vi, at forskellen på løn og dagpenge er for lille, underforstået at det er dagpengene, der er for høje, og ikke lønnen, der er for lav.
Blandt de godt 16.000 underskrifter, som Arbejdsmarkedsudvalget får overrakt i dag, er tusindvis skrevet af tillidsvalgte på arbejdspladser og i fagforeninger.
Hvordan deres navn kan bruges i et fortsat politisk pres bliver lige nu overvejet. Den umiddelbare idé går på at indkalde til en landsdækkende konference - måske i februar måned.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278