30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Øget fokus på asbest uden nye penge

Politisk aftale om asbest

Øget fokus på asbest uden nye penge

Alle partier i Folketinget har aftalt at øge fokus på asbest. Det er op til Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter at udmønte aftalen - men de får ingen penge af politikerne.

Ved arbejde med asbest er forholdsreglerne skrappe. Her ses en håndværker i en såkaldt rengøringssluse efter endt vagt på to timer.
FOTO: RODE JOACHIM/Ritzau Scanpix
1 af 1

Hvert år dør 130 personer af lungehindekræft, der kan være forårsaget af arbejde med asbest. Nu har samtlige partier i Folketinget så indgået en aftale, der skal sikre, at færre risikerer at blive udsat for asbest, og at ældre bygninger i Danmark bliver fri for asbest på sigt. 

Der er desværre stadig for mange brodne kar blandt arbejdsgiverne.
Søren Steen Schytte, BAT

Den politiske aftale bygger på 20 anbefalinger, som en arbejdsgruppe fremlagde i foråret. 

Søren Steen Schytte, formand for arbejdsmiljøudvalget i Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT), sad med i arbejdsgruppen sammen med repræsentanter for Dansk Byggeri, Bygherreforeningen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Arbejdstilsynet. Han har ventet spændt på den politiske aftale.

Aftale uden penge

– Vi bakker naturligvis op om anbefalingerne, men det havde klædt aftalepartierne, at der var fulgt en pose penge med, der kunne understøtte aktiviteterne. Man pålægger Arbejdstilsynet nogle flere opgaver, som nu skal klares med de eksisterende ressourcer, siger Søren Steen Schytte til Arbejderen.

>>LÆS OGSÅ: Asbestplan mangler penge

Aftalen kræver en opstramning af forundersøgelser, så bygninger tjekkes for asbest, inden renovering eller nedrivning går i gang. Der skal udarbejdes mere og grundigere information om og håndtering af asbest, og det skal stå helt klart hvilke aktører, der har ansvaret for, at regler og vejledninger bliver overholdt, hvis der er asbest på en arbejdsplads. Endelig skal Arbejdstilsynet holde et skarpere øje med, om reglerne bliver overholdt.  

Søren Steen Schytte synes, det er godt med bedre materialer til de mange håndværkere, der på trods af, at asbest har været forbudt i Danmark i 30 år, stadig støder på "skidtet" - ofte uden at vide det på forhånd.  

>>LÆS OGSÅ: Arbejdsgiverne afviser asbest handleplan

– Der er desværre stadig for mange brodne kar blandt arbejdsgiverne, og det går ud over vores medlemmer, mener Schytte, der også er forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet:

– Det er vigtigt med et velfungerende Arbejdstilsyn, der kan gøre en forskel for medlemmerne. Det betyder noget, at Arbejdstilsynet har ressourcer nok til at komme forbi, når vi ringer, at de følger op og har nogle sanktionsmuligheder. 

Som det er i dag kan Arbejdstilsynet dukke op på en arbejdsplads og konstatere, at reglerne er overtrådt, men tilsynet kan ikke give en sanktion med tilbagevirkende kraft.

– Det må være frustrerende for Arbejdstilsynet, og det er undergravende for vores medlemmers tillid til systemet, så det skal vi helt sikkert have kigget nærmere på. Arbejdstilsynet skal have bedre muligheder for at straffe de aktører, der ikke lever op til reglerne på området, mener Søren Steen Schytte. 

Det offentlige burde gå forrest

Forbundssekretæren lægger ikke skjul på, at de 20 anbefalinger langt fra lever op til fagbevægelsens ambitioner om én gang for alle at lave en slagkraftig handleplan for at slippe af med det potentielt livsfarlige asbest. For eksempel havde han gerne set, at kommuner og regioner gik forrest i registreringen af i hvilke huse og bygninger, der findes asbest. Og at der på baggrund af kortlægningen blev lavet en national handleplan for at få asbesten fjernet på sikker vis.

– Man kunne også have krævet kortlægning af asbest i boliger i de tilstandsrapporter, der alligevel skal laves i forbindelse med et hussalg, supplerer Søren Steen Schytte.
 
>>LÆS OGSÅ: 100 VVS'ere udsat for asbest i København

Arbejderen har tidligere skrevet om, at mindst 100 medlemmer af Rør & Blikkenslagernes Fagforening i København har været udsat for asbest i forbindelse med moderniseringen af varmeforsyningen i Københavns gamle bydel og renoveringen af boligblokkene Bellahøj i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2018 - 15:48   20. sep. 2018 - 10:39

Asbest

noc@arbejderen.dk
Politisk aftale om asbest

Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) og Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet har indgået en aftale, der skal sikre, at færre personer i bygge- og anlægsbranchen bliver udsat for asbest. De centrale temaer i aftalen er:

  •  Bedre forundersøgelser: Der skal være et øget fokus på vigtigheden af gode forundersøgelser i byggeriet med en ny branchevejledning og en revidering af de eksisterende vejledningsmaterialer.
  • Klar ansvarsfordeling: I reglerne og vejledningerne om asbest skal det gøres tydeligt hvilke aktører, der har hvilke pligter.

  • Fælles kommunikation: Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg og Arbejdstilsynet skal lave en fælles formidlings- og kommunikationsindsats om asbest.

  • Brug af erfaringer: Arbejdstilsynet skal udarbejde en redegørelse for tilsynets håndtering af og erfaringer med asbestområdet. Redegørelsen og anbefalingerne fra arbejdsmarkedets parter skal forelægges parterne bag asbest-aftalen.

  • Mere viden: Med henblik på at reducere risikoen for at blive udsat for asbest og sikre de ansatte en bedre beskyttelse, skal arbejdsmarkedets parter gå i dialog med relevante forskningsinstitutioner.

Læs den politiske aftale her

Kilde: Beskæftigelsesministeriet