Finn Skou Nielsen er arbejdsmiljørepræsentant i Københavns Lufthavn. Til dagligt slæber han kufferter til og fra fly. Et job som han har haft i tyve år. Finn Skou Nielsen er 54 år, har slidgigt i nakken og har en arbejdsskade, som gør. at han må tage medicin for at gå på arbejde.
Nu vil man sætte pensionsalderen op med et halvt år. For en kuffertslæber betyder det 500 tons kufferter ekstra.
Finn Skou Nielsen, arbejdsmiljørepræsentant
Mandag morgen stod Finn Skou Nielsen på en talerstol foran direktører, konsulenter, økonomer og ledere fra arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelsen, samt politikere og journalister, der havde fundet vej til 3F's "morgenbriefing" om regeringens oplæg til en 2025-plan.
– Når jeg snakker med mine kollegaer på arbejdet og fortæller, at jeg spiser medicin, så er der rigtig mange af kollegaerne, som kommer og fortæller mig, at de også spiser medicin. Så kan jeg jo prise mig lykkelig over, at jeg ikke spiser særligt meget medicin. For der er virkelig nogle af de mennesker, som måske slet ikke burde være på arbejdsmarkedet i dag, med al den medicin de må spise for at kunne klare det.
Et halvt år betyder meget
Arbejdsmiljømanden med polo-trøjen kigger ud over den lyseblå skjortebeklædte forsamling og trækker vejret ind.
– Nu vil man sætte pensionsalderen op med et halvt år. For en kuffertslæber betyder det, at han skal løfte 500 tons kufferter ekstra i det halve år, han nu skal være længere på arbejdsmarkedet. 500.000 kilo. Det svarer til cirka 33.000 kufferter. Forestil jer når I tager på ferie, og I har jeres to kufferter til hele familien. 33.000 kufferter mere på det halve år. Det er lysten altså ikke til i lufthavnen, kan jeg godt hilse og sige.
Og det er sådan set ikke fordi, 54-årige Finn Skou Nielsen ikke godt kunne tænke sig at blive på arbejdsmarkedet i ti år mere. Han er nemlig som de fleste andre glad for det fællesskab, arbejdspladsen giver ham. Men vil man have folk til at arbejde længere, må det først og fremmest ske ved at sikre et arbejdsmiljø, som ikke nedslider folk før de kan gå på pension, mener arbejdsmiljørepræsentanten.
– Jeg oplever dagligt, at dem, jeg skal sparre med på arbejdet – mine arbejdsledere som jeg skal være i miljøgrupper med – faktisk ikke er uddannet til at påtage sig den opgave. Langt hen ad vejen, så er vi arbejdsmiljørepræsentanter bedre uddannet end ledelsen er. Og så er det altså op ad bakke, for de forstår det simpelthen ikke, siger Finn Skou Nielsen og efterlyser et styrket Arbejdstilsyn.
Slidte 3F'ere
Det er ikke kun bagage-slæberne, der bliver slidt ned af at gå på arbejde. Ifølge forbundsformand Per Christensen har hver fjerde 3F'er forladt arbejdsmarkedet som 60-årig, fordi kroppen ikke længere kan holde til sliddet.
På hele LO-området er det ifølge den faglige hovedorganisation hvert femte medlem, der allerede i dag må sige stop, inden de når pensionsalderen, fordi arbejdet er for hårdt.
Regeringens forslag om en senere pensionsalder kommer efter alt at dømme til at fylde en del på 3F's kongres, som åbner i Aalborg Kongres og Kulturcenter på lørdag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278