15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Vi skal kunne træde op imod Finansministeriets regnedrenge

Interview

– Vi skal kunne træde op imod Finansministeriets regnedrenge

Fagbevægelsen skal vise alternativer til det, politikerne præsenterer som nødvendighedens politik, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der i dag starter kongres.

FOTO: Sif Meincke, FTF
1 af 1

Den faglige hovedorganisation FTF kæmper i øjeblikket for at undgå en nedskæring på 7,5 milliarder i kommunerne i løbet af de næste fire år. Nedskæringen er en konsekvens af regeringens forslag om det såkaldte omprioriteringsbidrag, der er et led i spillet om finansloven.

Velfærden er under et voldsomt pres. Medlemmerne løber fantastisk stærkt.
Bente Sorgenfrey, FTF

Angreb på velfærden kommer til at fylde i debatterne på FTF's kongres, der starter i København i dag.

– Velfærden er under et voldsomt pres. Medlemmerne løber fantastisk stærkt. Alligevel oplever vi, at politikerne igen vil skære i velfærden og bruge penge på skattelettelser, siger Bente Sorgenfrey, FTF's formand. 

FTF arbejder helt konkret på at presse Dansk Folkeparti til at holde sine løfter i valgkampen og ikke medvirke til en milliardnedskæring i den kommunale velfærd. 

– Vi skal vise, at der er andre veje at gå end dem, politikerne præsenterer os for, erklærer Bente Sorgenfrey.

Parløb med LO

Det med at være i stand til at sætte sin egen dagsorden ser hun også som et vægtigt argument for, at FTF skal arbejde henimod at danne en fælles hovedorganisation sammen med LO. Kongressen skal beslutte, om ledelsen skal have mandat til at arbejde med en sammenlægning af de to organisationer.

FTF-formanden ser store muligheder i projektet. 

– Selvom vi har stærke faglige organisationer i dag, er vi også udfordret af for eksempel udviklingen i EU og de mange atypiske ansættelser. Og vi er oppe imod Finansministeriets store regnemaskine og et DI med rigtig mange ansatte, siger Bente Sorgenfrey. 

Hun ser en ny fælles hovedorganisation som en mulighed for at revitalisere fagbevægelsen, blive bedre til at sætte politisk dagsorden og ruske op i traditionelle måder at tænke på.

Der har lige været afholdt årsmøder rundt omkring i FTF-regionerne.

– Her har jeg oplevet stor opbakning til en fælles hovedorganisation, men der er også bekymring over, om vi kan videreføre den ubureakratiske, flade struktur i FTF, og de mange mindre organisationer i FTF er interesseret i, hvordan demokratiet kommer til at fungere, siger Bente Sorgenfrey. 

Hele 60 procent af FTF's medlemsorganisationer har under 1000 medlemmer.

Formanden forventer også, at dagpengedebatten kommer til at præge kongressen. Hun var medlem af Dagpengekommissionen og med til at foreslå forringelse i dagpengesatsen for nyuddannede og indførelse af tre årlige karensdage, hvor arbejdsløse ikke får dagpenge.

– Jeg vil forklare i beretningen, hvorfor vi har valgt det her. Men jeg tror da, at der kommer kritik af det. Det er også kun sundt for demokratiet at diskutere de valg, vi har truffet.

Bente Sorgenfrey er glad for, at FTF fik en plads i Dagpengekommissionen. Hun ser det som fagbevægelsens største udfordring i dag, at den ikke bliver inddraget i de politiske beslutningsprocesser i samme grad som tidligere. 

Indsats i EU

FTF-formanden arbejder også i EU for, at fagbevægelsen skal have en plads ved forhandlingsbordet. Hun er med i styrekomiteen for den europæiske faglige sammenslutning, EFS. 

– Problemet i EFS er, at vi ikke kan blive enige. Det betyder, at vi spiller os selv af banen. For eksempel blev EFS spurgt om vores holdning til et europæisk arbejdsløshedsforsikringssystem. Men i de nordiske lande var man bange for at blive underlagt en dårligere ordning, mens de sydeuropæiske lande skriger på hjælp omkring minimumslønninger og et ordentligt arbejdsløshedssystem, siger Bente Sorgenfrey.

Hun er også selv bekymret for, at Danmark vil opleve forringelser af arbejdsløshedssystemet, hvis der kommer et fælles EU-system.

– Vi er nervøse for at være risikovillige. Man risikerer jo også at få snavs på fingrene ved at få indflydelse. Men det betyder, at vores sydeuropæiske kollegaer er skuffede og vrede på os, siger Bente Sorgenfrey.

Hendes ønske er, at EFS kunne samles om et bredt mandat for eksempel i forhold til sikring af en minimumsindkomst. 

FTF-formanden har været meget kritisk i forhold til EU's nedskæringspolitik under krisen, fordi den helt har manglet den sociale dimension. Men det ændrer ikke på, at hun er svoren EU-tilhænger, og lige nu arbejder for afskaffelse af det retlige EU-forbehold.

– Men jeg er meget bevidst om, at mange medlemmer stemmer nej. Det er heller ikke sådan, at FTF fører en egentlig ja-kampagne, understreger Bente Sorgenfrey.

I forhold til FTF's EU-indsats de kommende år lægges der i kongrespapirerne op til en debat om Bankunionen og de øvrige forbehold.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. nov. 2015 - 05:12   19. nov. 2015 - 10:22

FTF-kongres

ur@arbejderen.dk
Fakta om FTF
  • FTF er en faglig hovedorganisation, der har 72 medlemsorganisationer. Blandt de største medlemsforbund er Danmarks Lærerforening, BUPL og Dansk Sygeplejeråd.

  • FTF blev stiftet i 1952 som en sammenslutning af Tjenestemands- og Funktionærorganisationer.

  • 1. januar 2015 havde FTF 345.495 medlemmer. Det er en mindre tilbagegang i løbet af de sidste 10 år. 1. januar 2005 var der 361.003 medlemmer.

  • FTF holdt kongres 18.-19. november i Falconercentret på Frederiksberg. 

  • Bente Sorgenfrey har været formand for FTF siden 2003.

Kilde: FTF og Wikipedia