3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København inviterer sammen med Copenhagen Metro Team (CMT) alle metroarbejdere til fest på lørdag.
Jeg håber, at metroarbejderne føler sig værdsat, og at de føler, at de selv har medvriket til at få bedre forhold.
Jens Kirkegaard, BJMF
"Vi vil fejre de håndværkere, som bygger Metro Cityringen - det største byggeprojekt i Danmark i 400 år, og vi opfordrer dig til at reservere dagen og deltage i festen", lyder det i den skriftlige invitation, der er kommet rundt på samtlige metro-byggepladser i hovedstaden.
Initiativet udspringer af en aftale mellem BJMF og CMT tilbage i 2015, og nu er det på tide, at aftalen bliver effektueret, mener Jens Kirkegaard, formand for fagforeningens byggegruppe.
– Vi har ønsket at lave en Arbejdernes Dag, hvor vi hylder dem, der har knoklet på metrobyggeriet. Alle sejl er sat til for at så mange som muligt kan være med, fortæller gruppeformanden til Arbejderen.
Løn for at gå til fest
Festen foregår om eftermiddagen fra 13-16, hvor der sædvanligvis bliver arbejdet på metrobyggeriet, men i dagens anledning får de, der skulle have været på arbejde, løn for at tage til fest.
– Det bliver en kort, intens og stor fest, siger Jens Kirkegaard, der lover deltagerne et program med både mad, underholdning, taler og gaver.
Ialt er der sendt 1200 invitationer ud. Alle CMT’s underentreprenører er inviteret, det samme er de ansatte i BJMF, på CMT-kontoret og repræsentanter fra Metroselskabet, 3F forbund og den faglige hovedorgaanistaion LO.
– Det bliver et udvidet rejsegilde og på en måde det officielle Danmarks tak til metroarbejderne. Jeg håber, at de føler sig værdsat, og at de føler, at de selv har medvriket til at få bedre forhold.
Skrev Danmarkshistorie
Cityringen åbnes officielt i sommeren 2019, men betonarbejdet er slut og dermed også arbejdet for mange af de udenlandske håndværkere, som BJMF er lykkedes med at knytte tættere til fagforeningen.
Metrobyggeriet har været skæmmet af farlige arbejdsforhold og underbetaling. 3F har rejst og vundet stribevis af faglige sager mod udenlandske entreprenørfirmaer, og BJMF vandt Damarkshistoriens hidtil største sag om løndumping over det italienske firma Cipa, der igennem flere år betalte ned til 50 kroner i timen til arbejderne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278