Den 9. december samler 3F 1000 tillidsrepræsentanter til stormøde i Odense.
På mødet skal de introduceres for den nye strategi for organisering, som de delegerede på forbundets ingangværende kongres i Aalborg har givet 100 procent opbakning til.
- De tillidsvalgte og medlemmerne bliver omdrejningspunktet i hele strategien. Det er dem, der skal føre den ud i livet, og derfor bliver kunsten at få skabt gejst omkring projektet og få dem til at tro på, at det virker, siger Claus Jørgensen til Arbejderen.
Mødet i Odense skal også bruges til at få ideer fra tillidsfolkene på banen.
Claus Jørgensen, forbundssekretær i 3F
Han er forbundssekretær og har været med til at udarbejde strategien, som gerne skulle føre til flere medlemmer, flere overenskomster og dermed et stærkere forbund.
Jan Mathisen fra 3F København har også deltaget i den styreguppe, der har lavet forarbejdet. Han beskriver strategien som en helt ny måde at betragte medlemmerne i 3F på.
Aktive medlemmer
- Det gælder ikke kun om at få flere medlemme, men flere aktive medlemmer, flere tillidsvalgte, flere klubber, flere overenskomster. Flere medlemmer er ikke per automatik det samme som styrke. Styrken kommer gennem aktivitet, og når man oplever, at kun ved at stå sammen, kan man opnå resultater, siger Jan Mathisen til Arbejderen.
Han mener, at aktiviteten også skal sikre, at overenskomsterne bliver forsvaret ude på arbejdspladserne.
Skal strategien lykkes forudsætter det, at alle på 3F's arbejdspladser uanset om de er tømrere, buschaufførere, murere eller rengøringsassistenten skal kunne se og genkende sig selv i 3F, lyder det fra styregruppen.
En anden vej til flere medlememr går via erhvervsskolerne. Her skal eleverne møde fagforeningen ikke bare én gang men flere gange i løbet af uddannelsen.
Endelig skal 3F ud på arbejdspladser, hvor organisationsprocenten er lav.
- Mødet i Odense skal derfor også bruges til at få ideer fra tillidsfolkene på banen, så vi kan få en fornemmelse af, om vores plan matcher deres virkelighed. Går det godt, skulle vi gerne have 1000 input med retur til, hvordan det her kan virke, forklarer Claus Jørgensen.
De første erfaringer
Arbejdet med at få flere til at melde sig ind i 3F og tage ansvar for forholdene på egen arbejdsplads, starter imidlertid ikke helt fra nul.
En stribe tillidsrepræsentanter har allerede gennemgået et kursus i organisering og afprøvet det i praksis. Og metoden ser ud til at virke.
Det gælder eksempelvis på Siemens Windpower i Kolding, fortæller tillidsmand Bjarne Juul Larsen.
- Da jeg gik i gang var kun 17 procent af de ansatte i min afdeling organiseret. Nu er det 88,6 procent, og jeg satser på at nå op på 95 procent.
Bjarne Juul Larsen oplever, at den flok, der stadig ikke har meldt sig ind i 3F, trods alt flytter sig. De er eksempelvis begyndt at lytte mere, når der bliver snakket om forholdene på arbejdspladsen.
Odense kun en start
Et andet eksempel har Maria Holm Nielsen fortalt de delegerede på kongressen om.
- Jeg har arbejdet for HTH-køkkener, og de første år sagde fagforeningen mig intet. Heller ikke kollegerne. Men så startede organiseringsindsatsen. Vi blev hørt og involveret. Vi gik fra intet sammenhold til stort sammenhold. Det var helt vildt inspirerende.
Det gælder ikke kun om at få flere medlemme, men flere aktive medlemmer.
Jan Mathisen, 3F København
På HTH endte det med, at der blev dannet en klub, og at 80-90 personer tog fælles afsted til fagforeningens generalforsamling.
- En stærk organisation er ikke noget, vi kan tale os til. Vi skal også lave aktive handlinger. Det skal ikke kun være dem, som fagforeningen kører sager for, der mærker 3F, mener Maria Holm Nielsen, der i dag arbejder som organisator i Århus Rymarken omkring Skejby Sygehus.
Claus Jørgensen ser frem til for alvor at løbe organiseringsarbejdet i gang med stormødet i Odense til december.
Inden næste kongers om tre år, er det planen, at have involveret så mange som muligt af forbundets 18.000 tillidsrepræsentanter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278