12.862 medlemmer af 3F har i 2013 og 2014 mistet retten til dagpenge.
Man kan ikke engang sige, at alarmklokkerne ringer, for katastrofen er allerede sket.
Eva Obdrup, 3F's a-kasse.
I alt har mere end 50.000 danskere opbrugt deres dagpengeret i løbet af de sidste to år, og 3F'erne er dem, der er hårdest ramt af dagpengestramningerne. Godt én ud af 10 af alle a-kassemedlemmer er 3F'er, men hver fjerde, der mistede dagpengene, er medlem af fagforbundet.
Tallene frustrerer forretningsfører for 3F's a-kasse Eva Obdrup.
– Kun et mindretal er kommet i arbejde. Resten må klare sig via nogle af de midlertidige løsninger, der er lavet politisk. Men de ordninger løber jo også ud. I bund og grund står vi i dag med et dagpengesystem, der ikke dur, og som er vildt uretfærdigt, fordi det rammer så skævt. Man kan ikke engang sige, at alarmklokkerne ringer, for katastrofen er allerede sket, siger Eva Obdrup til Fagbladet 3F.
Venter på kommission
I december måned 2014 var der ifølge A-kassernes Samvirke cirka 13.400 arbejdsløse, som i stedet for dagpenge modtog den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Den ordning udløber imidlertid i år, og dermed risikerer også de arbejdsløse at stå uden forsørgelse.
Fra Folketingets side er der ikke lagt op til ændringer eller nye tiltag, der kan gøre tilværelsen tryggere for de arbejdsløse, på denne side af et valg.
Regeringen afventer dagpengekommissionens forslag til et nyt dagpengesystem, som forventes at ligge klar i august-september.
– Det er en kæmpe udfordring, også fordi kommissionen kun må komme med forslag, der ikke koster noget. Men vi skal have et dagpengesystem, hvor trygheden er tilbage, og hvor der ikke længere er titusinder, der mister deres ret til dagpenge, mener Eva Obdrup.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278