3F København har afblæst den konflikt mod Tivoli Food Hall, som de igangsatte 14. december mod 14 stadeholdere uden overenskomst.
Det er unfair konkurrence, når der er stadeholdere i Food Hall uden overenskomst.
Bjarne Høpner, 3F København
På et møde blot fire dage senere blev det nemlig aftalt, at parterne vil bruge januar og februar til at forhandle en aftale på plads.
– Jeg er udmærket tilfreds med udviklingen. For første gang, siden vi indledte forhandlingerne, kommer Tivoli Food Hall nu med et udspil for, hvordan de gerne vil have aftalen til at være. Det er et stort skridt, for indtil nu har de kun haft rettelser til os uden selv at komme med konkrete udspil, siger Bjarne Høpner, formand for 3F København, til Fagbladet 3F.
Langvarigt forhandlingsforløb
Den nu indstillede konflikt blev sat i værk, fordi 3F siden november måned i 2017 har forsøgt at få stadeholderne til at tegne overenskomst. Siden august 2018 har der været "tætte forhandlinger" - stadig uden det helt afgørende gennembrud, har Bjarne Høpner forklaret til Arbejderen.
Der er helt styr på løn og arbejdsvilkår for de ansatte i den gamle forlystelsespark. Problemerne handler alene om madboderne i Tivoli Food Hall, hvoraf blot tre indtil nu har tegnet overenskomst, nemlig Letz Sushi, Espressohouse og Riccos Kaffebar.
– De ligger på Tivolis grund, og de nyder godt af Tivolis brand. Alle virksomheder i selve Tivoli har overenskomst og det samme har forretningerne ude omkring. Det er unfair konkurrence, når der er stadeholdere i Food Hall uden overenskomst, udtaler Bjarne Høpner.
Deadline 1. marts
Tivoli kræver af sine lejere, at der overordnet er ordentlige forhold for de ansatte, men vil ikke blande sig i konflikten, skriver pressechef Torben Plank i en mail til Arbejderen.
>>LÆS OGSÅ: Konflikt mod Tivoli Food Hall i gang
3F København har sat den 1. marts 2019 som deadline på forhandlingerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278