08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F kræver et bedre dagpengesystem

Delegeretmøde i a-kasse

3F kræver et bedre dagpengesystem

3FA vil have en bedre dagpengedækning og et dagpengesystem, hvor ingen arbejdsløse mister dagpengeretten og falder ud af systemet uden egen skyld.

Udhulingen af dagpengene skal stoppes, sagde Eva Obdrup, da hun aflagde beretning på 3FA's delegeretmøde.
FOTO: Søren Zeuth
1 af 1

Afstanden mellem løn og dagpenge bliver stadig større, og det skal der sættes en stopper for.

Det fastslog Eva Obdrup, forretningsfører for Danmarks største a-kasse 3FA, da hun torsdag aflagde beretning på delegeretmødet i Aalborg.

Ingen af vores ledige skal frem over ryge ud af systemet, fordi de har opbrugt deres ret til dagpenge.
Eva Obdrup, 3FA

– Samtidig med, at vores egne medlemmer betaler en stor del af regningen for deres eget dagpengesystem, så har de jo igennem mange år fået mindre og mindre for pengene, sagde Eva Obdrup med henvisning til en helt ny analyse, som viser, at dagpengenes dækning i forhold til løn er faldet med 20 procent på 20 år.

Som følge af skattereformen fra 2012 fortsætter den udvikling. A-kassernes interesseorganisation, AK-Samvirke, har konkret beregnet, at den lavere regulering vil betyde, at arbejdsløse i 2023 kun vil få, hvad der svarer til dagpenge i 11 måneder om året.

Indledningsvis forsøgte Eva Obdrup ellers at slå de positive toner an. Hun kunne fortælle, at sidst der var delegeretmøde i 3F's a-kasser i 2013, var der knap 23.000 arbejdsløse. I juni måned i år røg tallet ned under 14.000.

Malurt i bægeret

– Det beviser, at når der er ledige job, så går vores medlemmer i arbejde. For det er selvfølgelig det, de vil, konstaterede forretningsføreren, hvorefter hun måtte dryppe malurt i bægeret:

– Desværre er det ikke hele forklaringen. For en del af dem, der ikke længere er med i vores ledighedstal, er jo ikke kommet i arbejde. De er røget ud af dagpengesystemet. Mange af dem må klare sig med kontanthjælp, andre ydelser, eller ingenting, fordi de skal forsørges af deres mand eller kone. 

Det nye dagpengesystem, som Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blev enige om i 2015 få dage efter offentliggørelse af Dagpengekommissionens anbefalinger, løser ikke det problem, at tusinder af arbejdsløse fortsat falder ud af dagpengesystemet.

– Jeg mener derfor, at vores ambition i 3FA skal være – at INGEN af vores ledige frem over skal ryge ud af systemet, fordi de har opbrugt deres ret til dagpenge, sagde Eva Obdrup.

At tyde ud fra klapsalverne var der fuld opbakning til, at 3FA arbejder videre med både at sikre en bedre dagpengedækning og presse på for andre forbedringer for arbejdsløse.

Lave dagpenge skaber social dumping

Konsekvenserne af et ringere dagpengesystem rækker langt ud over den enkelte arbejdsløses pengepung, bemærkede Søren Becher, leder af a-kassen i 3F København.

– Kampen for en bedre dagpengedækning og et bedre dagpengesystem hænger uløseligt sammen med kampen mod social dumping.

Både han og Klaus Jensen fra a-kassen i Transport, Logistik og Byg Aarhus advarede om, at når den økonomiske tryghed i forbindelse med arbejdsløshed bliver forringet, så lægger det pres på overenskomsterne og forholdene generelt på arbejdsmarkedet.

Delegeretmødet afslutter kongressen i 3F, der startede i lørdags. Også her har forholdene for de arbejdsløse og dagpengesystemet været til debat.

Mål frem mod 2019

778 delegerede har vedtaget et fagligt politisk program, der beskriver de politiske mål forbundet og a-kasse skal arbejde med frem til kongresssen i 2019. Det fagpolitiske program slår fast, at dagpengesystemet skal "gve tryghed og sikre, at ingen ledige tvinges fra hus og hjem". 

Konkret betyder det blandt andet, at dagpengene skal hæves og følge lønudviklingen. "Det skal være nemmere at få ret til dagpenge, det skal være nemmere at genoptjene retten, og 3F skal fortsat kæmpe for, at vores arbejdsløse medlemmer ikke uforskyldt mister retten til dagpenge."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. sep. 2016 - 06:54   23. sep. 2016 - 06:55

3FA-kongres

noc@arbejderen.dk
Fakta om 3F

3F har 290.764 medlemmer fordelt på 68 lokale afdelinger spredt over hele landet.

Kvinderne tæller 78.640 medlemmer og mændene 212.124.

3F har 40.037 medlemmer under 31 år og 44.714 medlemmer af udenlandsk herkomst. 

Forbundet består af seks branchegrupper:

  • Industrigruppen

  • Byggegruppen

  • Transportgruppen 

  • Den Offentlige Gruppe 

  • Privat Service, Hotel og Restauration

  • Den Grønne Gruppe

Kilde: Skriftlig beretning 3F-kongres 2016