Ingen skal miste sine dagpenge uden egen skyld. Dagpengene skal hæves, og halve dagpenge til unge under 25 år skal fjernes. Og genoptjeningsretten skal forkortes til 962 timer.
Det var nogle af de konkrete ændringer, som blev vedtaget i 3F’s faglige og politiske grundlag på kongressen i Aalborg efter forslag fra afdelinger i København og Aarhus.
Jeg bliver meget vred, når den slags historier kører rundt i medierne. Det er rent og skært lobbyarbejde for at få dagpengesystemet forringet og tvinge de ledige til at arbejde under usle vilkår.
Morten Kaspersen, forretningsfører
Torsdag var afsat til delegeretmøde i a-kassen, og her var der fuld opbakning til de mål, som kongressen havde vedtaget.
- Vi ser frem til et nyt beskæftigelsessystem og dagpengesystem, som regeringen har varslet. Det store spørgsmål er økonomien. Kan vi få tilført flere penge, eller skal hunden fodres med sin egen hale, spurgte Morten Kaspersen, forretningsfører i 3F's a-kasse, i sin beretning til delegeretmødet.
Han slog også fast, at vi i dag har det dårligste dagpengesystem og den ringeste beskæftigelsespolitik i mands minde.
Den offentlige mening
Over 25.000 mennesker er smidt ud af dagpengesystemet i de første syv måneder i år. 6800 var vores medlemmer, lød det forarget fra Morten Kaspersen.
- Vi håber, der bliver mulighed for en hel eller delvis genopretning. Målet er at sikre, at vores medlemmer har arbejde og får de kvalifakationer, de har brug for - og en anstændig forsørgelse, hvis de ikke er i arbejde. Væk med den meningsløse kontrol hvis man som ledig har dokumenteret, at man søger job.
Morten Kaspersen havde også knubbede ord til den måde, de arbejdsløse behandles i den offentlige debat med en alt for hård retorik.
- Arbejdsløshedsproblematikken bliver vendt på hovedet. Man mæsker sig i letkøbt forargelse i stedet for det reelle, at der mangler job, sagde han og skosede ikke mindst medierne for lægge spalter til letkøbte historier om dovne arbejdsløse.
- Jeg bliver meget vred, når den slags historier kører rundt i medierne. Det er rent og skært lobbyarbejde for at få dagpengesystemet forringet og tvinge de ledige til at arbejde under usle vilkår. Vi skal være på tæerne og insistere på, hvad der er fup og fakta, lød det bestemt fra Morten Kaspersen.
Jobrotation
Morten Kaspersen efterlyste også, at arbejdsløse, som indgår i jobrotaton som vikarer, genoptjener retten til dagpenge.
- Jeg fatter ikke, at det ikke står højest på ministerens liste. Det er en åbenlys urimelighed. Ingen fatter, at det ikke tæller som arbejde at være vikar, når det nu er helt almindeligt arbejde.
Det synspunkt fik opbakning fra Anne Gregersen, 3F Roskildeegnen. Hun havde diskuteret den problemstilling så tit med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at denne til sidst mente, at Anne Gregersen storkede hende.
- I begyndelsen var Mette Frederiksens svar, at hun ikke kendte denne problemstilling så godt, men næste gang havde hun tænkt over det og var nået frem til, at jobrotation ikke skal være en dagpengeløsning, forklarede Anne Gregersen.
- Det er ikke godt nok. Det handler om, at man er ude at yde et stykke arbejde.
Død og borte
Anne Gregersen var heller ikke helt tilfreds med statsminister Helle Thornings tale på kongressen, selv om hun syntes, at hun er en fantastisk taler.
- Men hun glemt de 25.000, som er faldet ud af dagpengesystemet. Og de over 6000 er vores medlemmer.
Disse tal greb også Dan Oxholm fra 3F Aalborg:
- Venstres argument om, at man finder job, hvis man bare pisker dem nok - det argument er nu død og borte, hvis vi bruger det ordentligt, sagde a-kasselederen fra Aalborg.
Også organiseringen af de arbejdsløse fik enkelte ord med på vejen. Anne Gregersen kunne berette, at man i Roskilde har ladet sig inspirere af den a-klub, som findes i 3F BJMF i København. Formålet er at bryde den ensomhed, som rammer mange arbejdsløse.
Det er en god ide, mente også Morten Kaspersen, som iøvrigt holdt sin sidste beretning. Om et år fratræder han som forretningfører.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278