Indslusningsløn er jo bare lav løn - derfor siger vi nej til indslusningsløn.
Sådan lød budskabet fra medlemmer af 3F Ungdom, da de mandag delte løbesedler ud i ni byer landet over.
Indslusningsløn er jo bare lav løn på ubestemt tid, og det er en rigtig dårlig idé.
Emil Olsen, 3F Ungdom
Aktionen er en protest mod regeringen, der ser indslusningsløn som den bedste måde at hjælpe det stigende antal flygtninge, der kommer til Danmark, ind på arbejdsmarkedet og dermed til at sikre en bedre integration.
Venstres plan er at lave en aftale om indslusningsløn med fagbevægelsen og arbejdsgiverne ved de forestående trepartsforhandlinger.
– 3F Ungdom er helt enige med regeringen i, at arbejde er den bedste vej til integration. Men indslusningsløn er jo bare lav løn på ubestemt tid, og det er en rigtig dårlig idé, siger Emil Olsen, landsformand for 3F Ungdom, til Arbejderen.
Lærlingesystemet
Som alternativ peger de unge 3F'ere på lærlingeordningen, som fagbevægelsen og arbejdsgiverne har indflydelse på og er blevet enige om i fællesskab.
– Lærlinge arbejder hver dag til en løn på omkring 70 kroner i timen, så det er også en form for indslusningsløn. En væsentlig forskel er dog, at lærlinge stiger i løn i takt med, at de bliver dygtigere og skarpere til deres fag, Når de så er udlært, kommer de på lige vilkår med deres udlærte kolleger. Det er vellykket integration, mener Emil Olsen.
3F Ungdom synes, der allerede nu findes alt for mange særlige ordninger, hvis formål er at sluse folk ind på arbejdsmarkedet til en lavere løn.
Uanset om det drejer sig om virksomhedspraktik eller job med løntilskud, så er Nikolaj Mailand principielt imod den slags ordninger. Han deltog i mandagens aktion i Esbjerg; er havnearbejder og ungdomsrepræsentant i 3F's Transportgruppe.
– De er uværdige, fordi folk bliver tvunget til at være løntrykkere. Jeg tænker umiddelbart, at indslusningsløn bare bliver endnu en af den slags ordninger, der ændrer arbejdsmarkedet og undergraver vores overenskomster, siger Nikolaj Mailand til Arbejderen.
Mangel på arbejdskraft
Blandt argumenterne for at lette flygtninges indtog på arbejdsmarkedet lyder det, at arbejdsgiverne mangler eller kommer til at mangle kvalificerede folk.
– De siger, at de vil bruge flygtninge som ressource. Men vi frygter, at regeringens indslusningsløn vil skabe en ny underklasse, der aldrig kommer til at tjene mere end 70 kroner i timen. Det vil presse de danske løn og arbejdsforhold ned. Det vil vi ikke acceptere, understreger Emil Olsen.
Han mener ikke, at arbejdsgiverne i dag lever op til deres ansvar for at uddanne den arbejdskraft, de selv efterspørger. Mener de noget med snakken, så skulle de efter ungdomsformandens mening oprette flere praktikpladser og bruge lærlingesystemet, som det er tænkt.
Formålet med 3FU- aktionen er ikke blot at vise regeringen, hvor de unge i 3F står, men også at sende et signal til fagtoppen, der bliver budt med til trepartsforhandlingerne.
– Vi mener på ingen måde at topen af fagbevægelsen må gå på kompromis på det her spørgsmål, og er det en betingelse fra regeringens side for at indgå en aftale, så må fagbevægelsens top forlade forhandlingerne, slutter den nordjyske murersvend.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278