25 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F-unge afviser lønnedgang

Lærlinge klar til OK2017

3F-unge afviser lønnedgang

Byggebranchen løser ikke manglen på dygtige faglærte ved at sænke lærlingenes løn, som Dansk Byggeri foreslår, mener ungdommen i 3F BJMF. De er klar med krav til OK2017.

Lærlinge arbejder på fuld tid og indgår 100 procent i produktionen med deadlines, kvalitetskrav, overarbejde og meget andet, siger BJMF Ungdoms formand Bodil Signe Wedele som argument mod at sætte lærlinge ned i løn.
FOTO: Lotte Ott/BJMF
1 af 1

Ungdommen i den københavnske fagforening 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) vil kæmpe imod en lønnedgang for lærlinge ved forhandlingerne om nye overenskomster i byggebranchen.

Arbejdsgiverne har et ansvar for at uddanne de folk, de selv siger, de kommer til at mangle.
Bodil Signe Wedele, BJMF Ungdom.

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri mener nemlig, at lønningerne skal sættes ned - konkret med fem kroner i timen.

– Lærlingelønnen er kommet derop, hvor mange virksomheder ikke længere kan være med, har underdirektør Louise Pihl fra Dansk Byggeri således udtalt til Altinget og tilføjer, at lavere omkostninger vil få byggevirksomhederne til at ansætte flere lærlinge.

En elev, der eksempelvis starter i lære som murer, får i henhold til den overenskomst, som arbejdsgiverne selv har aftalt med fagforbundet 3F, en grundløn på godt 11.000 kroner om måneden. Det svarer til omkring 70 kroner i timen.

– Og det er ikke én krone for meget. Vi arbejder på fuld tid og indgår 100 procent i produktionen med deadlines, kvalitetskrav, overarbejde og meget andet. Man starter på en meget lav løn og stiger år efter år, efterhånden som man bliver en større og større gevinst for firmaet, siger BJMF Ungdoms formand Bodil Signe Wedele til Arbejderen.

Hun er bygningssnedkerlærling og har selv oplevet, hvor svært det er at få et budget til at hænge sammen med en lærlingeløn. 

Mester tjener på lærlingen

I en video på Facebook, som BJMF-afdelingens 1200 unge har taget i brug i kampen for bedre vilkår ved byggeriets overenskomstforhandlinger, underbygger tømrerlærling Jette Jørgensen ungdomsformandens argument.

– Når mester sender mig ud på en opgave, kan han tage 400 kroner i timen for, at jeg går der, mens jeg går der for en timeløn til 63,50. På den måde er det allerede en god forretning at have en lærling. Vi skal ikke ned i løn, siger hun i videoen. 

Beregninger viser, at der om 14 år vil mangle 90.000 faglærte, og i den offentlige debat beklager både politikere, arbejdsgivere og fagbevægelse, at så få unge tager en erhvervsuddannelse.

Det er endnu et argument for ikke at sætte lønnen til lærlinge ned, mener Bodil Signe Wedele.

– Spørgsmålet om, hvordan man får flere unge til at tage en faglært uddannelse, handler om meget mere end løn. Det handler også om kvalitet på erhvervsuddannelserne og om, at arbejdsgiverne har et ansvar for at uddanne de folk, de selv siger, de kommer til at mangle, mener Bodil Signe Wedele.

Kravene til OK2017

Kravet om højere løn er ikke det eneste, som de unge fagforeningsmedlemmer har rejst til overenskomstforhandlingerne. De mener også, at lærlinge uanset alder skal behandles på lige fod med deres ældre kollegaer, når det gælder pension. I den nuværende overenskomst får lærlinge først pension fra de fylder 20 år. 

BJMF Ungdom tilslutter sig også kravet fra de unge i forbundet 3FU om 30 timers arbejdsuge. De synes, det er grotesk, at der er arbejdsløse medlemmer i fagforeningen samtidig med, at andre går ned med stress på deres arbejdsplads. 

Endelig kræver de, at firmaer med over 10 ansatte dropper korttidskontrakter, så lærlingene undgår at skulle skifte fra firma til firma under uddannelsen; at arbejdsgiverne betaler de unges værktøjskasse og en både elektronisk og fysisk udgave af de bøger, som skal bruges i løbet af den faglige uddannelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2017 - 18:50   04. apr. 2017 - 15:56

OK 2017

noc@arbejderen.dk
Lærlingekrav OK-2017

Lærlingenes krav til OK’17
• Højere lærlingeløn
Lærlinge er med til at skabe vækst og profit i virksomheden, og det skal lærlingene have del i. 

• Pension uanset alder 
I den nuværende overenskomst får lærlinge først pension fra de fylder 20 år. 
Det er ikke fair. En 17-årig lærling er en del af virksomheden og skal behandles på lige fod med de andre. 

• Gratis værktøjskasse til alle lærlinge 
I nogle fag betaler mester værktøj, mens lærlinge i andre fag må betale selv. Vi vil have betalt værktøjspakke til alle lærlinge, så de kan udføre deres arbejde ordentligt.

• 30 timers arbejdsuge
Mange af vores kollegaer går arbejdsløse, mens andre går ned med stress på arbejdspladsen. Det giver simpelthen ikke mening. Lad os fordele arbejdet og få mere tid til venner, familie og fritid.

• Ingen korttidskontrakter i store firmaer
Firmaer med over 10 ansatte skal ikke have lov at tage lærlinge på korttidskontrakter. Korttidskontrakter giver større usikkerhed og reducerer muligheden for, at lærlinge bliver sat til at udføre de sværere opgaver.

• Fysisk bogpakke til alle lærlinge
Mester skal betale den elektroniske bogpakke inkl. en fysisk udgave af bøgerne for deres lærlinge. Man skal kunne bruge sine bøger på skolen og værkstedet og beholde dem, når man er udlært.

Kilde: BJMF