01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F vil lære af metrobyggeriet

Ny rapport om organisering

3F vil lære af metrobyggeriet

Erfaringerne fra fem års arbejde med at organisere de udenlandske håndværkere på det københavnske metrobyggeri skal bruges til store byggeprojekter i hele landet, mener forbundets byggegruppe.

Hovedparten af de ansatte på metrobyggeriet i København kommer fra udlandet og med en ofte stor fagforeningsskepsis i bagagen. 3F har opsamlet fem års erfaringer med organiseringen i en ny rapport.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Fem år har det taget den københavnske 3F afdeling Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) at vende et deprimerende nul til nu at have mere end 1000 metroarbejdere som medlemmer i fagforeningen.

Rapporten skal sætte fokus på, hvordan vi bliver bedre til at organisere udenlandsk arbejdskraft.
Palle Bisgaard, 3F's Byggegruppe

Hvordan det er sket, og hvad der har fået Carlos fra Spanien, Emauel fra Portugal og Marius fra Rumænien til at betale kontingent til en dansk fagforening, det har forfatter og betonarbejder Jakob Mathiassen brugt et år på at sammenfatte i rapporten: Gennembruddet - en analyse af organiseringen af udenlandske arbejdstagere på den københavnske metroring.

– Rapporten skal først og fremmest bruges internt i 3F. Den skal sætte fokus på, hvordan vi bliver bedre til at organisere udenlandsk arbejdskraft i udstationerende virksomheder, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F's Byggegruppe, til Arbejderen.

Ud i landet

Rapportens konklusioner er baseret på et omfattende materiale. Blandt andet har Jakob Mathiassen interviewet centralt placerede personer fra Metroselskabet, hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team og folk fra ledelsen i flere af de udenlandske underentreprenører. Han har snakket med tidligere og nuværende metroarbejdere, ligesom repræsentanter fra 3F og arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri er blevet interviewet.

Palle Bisgaard mener, det er oplagt at tage erfaringerne med videre i de år, der er tilbage, inden metroen kan meldes endelig færdig. Og så skal rapporten ellers ud og forhåbentlig gøre gavn i alle forbundets afdelinger ikke mindst dem, hvor der er gang i store byggeprojekter i lokalområdet.

– Vi har jo en specielt målrettet indsats i forhold til de store byggepladser i hele Danmark - sygehusene, broerne og infrastruktur, fordi der er rigtig meget udenlandsk arbejdskraft på de der store projekter, lyder det fra Palle Bisgaard.

3F har for længst erkendt, at de udenlandske bygningsarbejdere er kommet for at blive. Ikke mindst EU's udvidelselse med nye østeuropæiske lande i 2004 førte til en eksplosion af udenlandske arbejdere i Danmark. I byggebranchen har fagforeningerne lige siden brugt oceaner af arbejdstimer for at sikre de ansatte ordentlige løn og arbejdsforhold - og for at få dem til at melde sig i fagforening.

De organiserer selv

Men det er ikke fagforeningens ansatte, der organiserer de udenlandske arbejdere. Det er heller ikke de mange sager, som fagforeningerne har vundet, der i sidste ende er afgørende for, om folk organiserer sig eller ej, lyder et par af rapportens konklusioner. Derimod gør de udenlandske kollegaer, der melder sig i fagforening, en stor forskel.

– 3F som sådan er jo ikke så dårlige til at organisere udenlandsk arbejdskraft, så længe de er i danske virksomheder, hvor der også er danske kollegaer. Anderledes vanskeligt er det hos de udstationerende virksomheder indenfor bygge og anlæg og for den sags skyld også danske virksomheder som udelukkende - selvom de er oprettet som danske virksomheder - har udenlandske ansatte, forklarer Palle Bisgaard.

Fælles for stort set alle de udenlandske bygningsarbejdere er, at de kommer fra lande eller arbejder for firmaer med en udbredt skepsis til fagforeninger.

Læs mere side 4-5.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. maj. 2016 - 05:30   18. maj. 2016 - 05:40

Fagbevægelse

noc@arbejderen.dk og as@arbejderen.dk
Faglig organisering

Med globaliseringen af arbejdsmarkedet står fagbevægelsen i dag overfor helt nye udfordringer. Fra midten af 1990'erne har antallet af udenlandske arbejdere i Danmark været støt stigende. Siden EU's østudvidelse i 2004 er antallet eksploderet.

Importen af uorganiseret arbejdskraft fra udlandet har forrykket den balance i styrkeforholdet mellem arbejdsgivernes organisationer og fagbevægelsen, som er afgørende for den danske aftalemodel.

Arbejderen sætter i en artikelserie fokus på fagbevægelsens kamp for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for både danske og udenlandske arbejdere.

Læs artiklerne her