19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F vil stoppe social dumping i kommunerne

Ny kampagne op til kommunalvalget

3F vil stoppe social dumping i kommunerne

3F har søsat kampagnen "Stop social dumping". Den skal bringe spørgsmålet på den politiske dagsorden frem til og efter kommunalvalget, mener forbundet. Gentofte har måske løst problemet.

FOTO: pn
1 af 1

Forbundet 3F vil benytte kommunalvalget den 19. november til at sætte kritisk fokus på danske kommuners brug af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft.

Det sker med en kampagne, som blev søsat på 3F's kongres, der havde sidste arbejdsdag i går.

- Social dumping har betydning for det enkelte lokale samfund. For uddannelsesmulighederne for unge. For at sikre reelle gode arbejdspladser, sagde den afgående forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Det skal være slut med kommuner og regioner, der ser igennem fingre med virksomheder, der bevidst undergraver det danske arbejdsmarked.

Poul Erik Skov Christensen, afgående forbundsformand 3F

Kommunerne bruger milliarder af kroner på byggeri og offentlig service. Desværre løses opgaverne ofte af underbetalt arbejdskraft, mens tusindvis af danskere går arbejdsløse rundt, konstaterer 3F.

Med kampagnen ønsker forbundet at sætte en stopper for social dumping.

Kontrakter eller ej

På hjemmesiden underbetalt.dk. stiller 3F skarpt på de danske kommuner, der anvender - og ikke mindst dem der ikke anvender -  kontrakter med private virksomheder, som sikrer løn- og arbejdsvilkår, der matcher danske overenskomster.

Man kan også følge med i, om de private firmaer opretter praktik- og lærepladser, og om kommunerne aktivt sikrer, at det sker.

- 3F kræver, at det skal være slut med eksempler fra kommunerne, hvor underbetalt arbejdskraft skal hutle sig igennem daginstitutionernes skraldespande for at finde mad. Det skal være slut med offentlige byggerier, uden nogen aftaler om uddannelse. Og det skal være slut med kommuner og regioner, der ser igennem fingre med virksomheder, der bevidst undergraver det danske arbejdsmarked, lød det fra Poul Erik Skov Christensen.

Han slog fast:

- Det vil vi sige frem mod november. Efter november. Ja, lige indtil, at vi ikke længere ser danskernes skattekroner understøtte dette svineri.

Gentofte Kommune er en af de kommuner, der siden 2009 har arbejdet målrettet på at sikre sig mod social dumping, fortæller den socialdemokratiske viceborgmester Søren Heisel til Arbejderen.

- Det irriterer mig voldsomt, at vi har ledige borgere, som er en stor udgift for kommunen, og kommunen samtidig bruger billig udenlandsk arbejdskraft, der ikke betaler skat, og som er med til at undergrave de danske overenskomster og arbejdsvilkår, siger han.

Søren Heisel har været en af drivkræfterne i formuleringen af kommunens indkøbspolitik, som arbejdsklausulerne benævnes i den konservative højborg.

Gentofte kan

Klausulerne blev enstemmig vedtaget under førstebehandlingen i byrådet, og den 30. september forventer Gentofte-politikeren, at de sidste søm bliver slået i.

I Gentofte vil politikerne kræve, at leverandøren sikrer, at de ansatte har løn- og arbejdsforhold, der ikke er ringere end de gængse på området. Det gælder også for ansatte hos underentreprenørerne.

- I mange kommuner taler de kun om klausuler ved anlægsopgaver. Det, mener jeg, er en stor fejl. Der sker jo også rigtig meget social dumping på pleje, rengøring og på det grønne område, når vi i kommunerne outsourcer drift og service opgaver, siger Søren Heisel, der derfor mener, at klausulerne skal gælde ved alt arbejde, som private firmaer udfører for kommunen.

Den nye indkøbspolitik afløser de krav, som Gentofte Kommune tidligere har stillet til private firmaer. De kunne nemlig ikke forhindre snyd med skatteborgernes penge. Heller ikke selvom firmaerne skulle overholde ILO-konventionen, og kommunen kunne forlange lønsedler udleveret.

- Problemet var, at vi ingen sanktionsmuligheder havde, og at vi slet ikke kunne regne med de lønsedler, vi fik udleveret. Også det problem tager den nye indkøbspolitik højde for, lyder det fra Søren Heisel.

Hvis der er tvivl om snyd, bliver sagen sendt videre til andre myndigheder - SKAT, Arbejdstilsynet og politi. Og endelig kan kommunen trække entreprenøren og underentreprenøre for en del af budsummen eller i yderste konsekvens helt ophæve kontrakten, hvis forholdene viser sig ikke at være i orden

3F's kampagne kan følges på hjemmesiden underbetalt.dk og på Facebook "Nej til social dumping".

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. sep. 2013 - 16:07   19. sep. 2013 - 15:17

3F-kongres

noc@arbejderen.dk
3F krav social dumping

 3F vil sætte en stopper for social dumping i kommunerne. Virksomheder,der ønsker at løse opgave for det offentlige, skal leve op til følgende krav:

  1. Løn og arbejdsvilkår skal matche danske overenskomster

  2. Der skal ansættes lærlinge og elever, når det offentlige investerer

  3. Kontrollen med entreprenører og leverandører skal strammes op. For eksempel øget tilsyn med byggepladser og rengøring.

  4. Snyd skal straffes. Virksomheder, der ikke overholder reglerne, skal betale bøder eller helt smides af opgaven.

Gentofte klausuler

Gentofte Kommune kan til enhver tid:

• Bede entreprenøren fremvise dokumentation for, at denne er registreret i relevante registre som eksempelvis Registeret for Udenlandske Tjenesteydelser (RUT) og E-indkomst.

• Bede den enkelte ansatte fremvise dokumentation for ansættelse og ansættelsesforhold.

• Videresende dokumenterne til SKAT, Arbejdstilsynet eller politiet.