20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F'ere vil have højere løn

Forventninger til overenskomst 2015

3F'ere vil have højere løn

Alle offentligt ansatte bliver mødt med krav fra arbejdsgiverne om, at de skal være mere fleksible og arbejde flere timer for mindre løn. Indtil nu er der ikke skrevet under på nye overenskomster.

De tre medlemmer af 3F København synes, at arbejdsgiverne spiller med musklerne. Fra venstre er det Per Jørgensen, Nikolaj Hillemann og Ivan Mott.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Hvilke forventninger har offentligt ansatte til forhandlingerne om overenskomst 2015, og hvilke tanker gør de sig, mens de venter på, at det første forlig kommer i hus?

Mine kolleger forventer helt klart mere i løn denne gang og ikke bare en fastholdelse af reallønnen.
Nikolaj Hillemann

Det har Arbejderen spurgt tre medlemmer af 3F København om: Ivan Mott, Nikolaj Hillemann og Per Jørgensen. Mott og Hillemann har staten som arbejdsgiver, mens Jørgensen er kommunalt ansat.

Overordnet set er de enige om, at den vigtigste opgave for fagbevægelsens forhandlere er at sikre medlemmerne de bedst mulige løn og arbejdsvilkår. 

– Mine kolleger forventer helt klart at få mere i løn denne gang og også mere end bare til en fastholdelse af reallønnen, lyder det fra scenetekniker Nikolaj Hillemann, der til daglig slår sine folder på Det Kongelige Teater.

Den 40-årige fagligt aktive 3F'er er sikker på, at de knap 150 sceneteknikerne på hans arbejdsplads ligner hovedparten af alle andre offentligt ansatte, der mener, at de ikke har fået nok ud af de seneste to overenskomster.

Ude af krisen

– De har lagt mærke til, at der bliver snakket om, at vi er ude af krisen. Det kan blandt andet ses ved, at der bliver solgt flere biler. Derfor vil vi have flere penge denne gang, slår Hillemann fast.

Per Jørgensen er lige så klar i mælet.

– Vi har altid slået på lønnen ved overenskomstforhandlingerne. Vi kræver en generel hævelse af grundlønnen og vil også have forhøjet ulempetillæggene, lyder det fra fællestillidsmanden for godt 200 specialarbejdere og driftsassistenter, der arbejder på kulturhuse og i idrætshaller i Københavns Kommune.

Området er dækket af to overenskomster. En specialarbejderoverenskomst og en driftsassistentoverenskomst. De to overenskomster ligner hinanden, og grundlønnen ligger i dag på kroner 144,42 i timen. 

På Ivan Motts arbejdsplads, VUC på Frederiksberg, går snakken om bedre vilkår for seniorer.

– Retten til seniordage fra det 59. år røg ved forhandlingerne i 2011. Det var en del af prisen for forliget. Vi synes, det er vigtigt med en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, forklarer Mott.

Tilbagetrækning

Han tilføjer, at det kan hænge sammen med, at han og de fire kolleger alle har en alder, hvor den tid nærmer sig.

Iva Mott er selv 56 år, og inden han skiftede job til teknisk servicemedarbejder, arbejdede han som blikkenslager. Han vurderer, at næsten halvdelen af dem, der i dag arbejder som servicemedarbejdere, har en faglært uddannelse med i bagagen.

– Det er en ballast i arbejdet, at man kommer med en håndværksmæssig baggrund, hvad enten det er som smed eller tømrer, men samtidig kan det mærkes, at man, måske indtil man er 40-45 år, har lavet hårdt fysisk arbejde.

Derfor er Ivan Mott, der selv fungerer som en slags formand eller sjakbejs for fire kolleger, overbevist om, at seniordage vil gøre tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet nemmere, og også få nogle til at tage et par år ekstra, fordi de ikke behøver arbejde på fuld tid.

Overfor kravene og forventningerne fra de tre københavnere står imidlertid en front af offentlige arbejdsgivere i stat, regioner og kommuner.

Bundet af EU

– Jeg er bange for, at politkerne og dermed arbejdsgiverne er forpligtet så hårdt på bindingen til EU, at der reelt ikke bliver ret meget at komme efter. EU kræver, at medlemslandene skal skære ned på de offentlige udgifter. Herhjemme har vi hørt Produktivitetskommissionen henvise til, at komplicerede overenskomster og arbejdstidsregler er en hæmsko for en effektiv offentlig sektor, siger Per Jørgensen.

Politikerne og arbejdsgiverne er forpligtet så hårdt på bindingen til EU, at der reelt ikke bliver meget at komme efter.
Per Jørgensen

Fællestillidsmanden kan tydeligt genkende den holdning i kravene fra de offentlige arbejdsgivere. Ikke mindst Kommunernes Landsforening (KL) går denne gang benhårdt efter færre overenskomster og forenklinger af arbejdstidsreglerne. 

Konkret forelår KL at udvide normalarbejdstiden, så færre timer end i dag udløser tillæg eller optjening af fritimer. Oveni vil de kommunale arbejdsgivere kunne ændre på Per Jørgensen og kollegernes arbejdstider med kortere varsel end i dag.

– For os er det ensbetydende med forringelser, siger Per Jørgensen, der er ved at snakke sig varm. Han fortsætter:

– Det er arrogant af arbejdsgiverne at forlange, at folk, der arbejder på skiftehold og i forvejen betaler en høj pris helbredsmæssigt og socialt, nu også skal rammes på pengepungen, fordi KL vil skære på de såkaldte ulempetillæg.

Færre overenskomster

Spørgsmålet om færre overenskomster er meget konkret for Ivan Mott og hans arbejdskammerater på VUC. På arbejdspladsen er de omfattet af en 3F-overenskomst, men branchens ansatte i kommunerne arbejder efter en FOA overenskomst.

–  Vi ved, at arbejdsgiverne helst ser en samlet overenskomst, og at det bliver på laveste fællesnævner, men vi håber da ikke, at det lykkes for arbejdsgiverne, siger Ivan Mott, der frygter, at arbejdsgiverne vil forsøge at spille medlemmer af 3F og FOA ud mod hinanden.

Også på Det Kongelige Teater har sceneteknikerne lagt mærke til arbejdsgivernes krav.

– Arbejdsgiverne kræver hele tiden mere fleksibilitet, selvom vi jo synes, at overenskomsten i forvejen er rigelig fleksibel, mener Nokolaj Hillemann.

De tre 3F'ere er enige om, at arbejdsgiverne skal betale for arbejde udført om aftenen, i weekends og på helligdage. Ingen af dem giver meget for arbejdsgivernes argumenter om, at forskellige overenskomster er administrativt besværligt. En undersøgelse lavet af forbundet 3F viser, ifølge Per Jørgensen, at kommunerne ikke synes, det er noget problem.

– Nej, arbejdsgivernes ærinde er ikke til at tage fejl af. De vil have arbejdet udført så billigt som muligt, og vi skal betale, mener Per Jørgensen.

Fagligt netværk

For cirka fire måneder siden blev Offentligt Ansatte Branche-Netværk (OABN) startet op i 3F København.

Nikolaj Hillemann er tovholder på netværket, der er et samarbejde for alle faggrupper på det offentlige område.

– Vi oplever, at det er et fantastisk talerør og en mulighed for at hjælpe hinanden på tværs af brancher. Især små grupper kan have stor glæde af samarbejdet, siger sceneteknikeren.

Hans egen branche har stolte faglige traditioner og kan bryste sig med 100 procent organisering. De erfaringer giver de gerne videre til andre, der prøver at stable et fagligt fællesskab på benene.

Betydningen af fællesskab og sammenhold er blevet endnu mere tydeligt efter OK13, der viste hvor langt arbejdsgiverne er villige til at gå, fremhæver de tre københavnere. 

I 2013 havde arbejdsgiverne i uskøn forening med regeringen held med at tryne lærerne. Efter fire ugers lockout blev lærernes arbejdstidsregler sat ud af kraft gennem et lovindgreb.

Denne gang skal det ikke lykkes arbejdsgiverne at isolere en enkelt faggruppe, lyder det med tre forskellige mandestemmer.

– Jeg forventer helt klart, at regeringen holder snuden for sig selv, hvis der bliver konflikt igen, siger Nikolaj Hillemann.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2015 - 05:35   05. feb. 2015 - 10:12

OK 2015

noc@arbejderen.dk
Fakta om de tre 3F'ere

Nikolaj Hillemann, 40 år. Scenetekniker på Det Kongelige Teater. Tidligere tillidsrepræsentant - nu tovholder på Offentligt Ansattes Branche-Netværk i 3F København. Har været faglig aktiv i 16-17 år. Ansat på en statslig overenskomst.

Per Jørgensen, 57 år. Fællestillidsrepræsentant for 200 specialarbejdere og driftsassistenter, der arbejder i kulturhuse og idrætshaller i Københavns Kommune. Omfattet af en kommunal overenskomst.

Ivan Mott, 56 år. Servicemedarbejder og sjakbejs for fire kolleger på VUC Frederiksberg. Medlem af bestyrelsen i 3F's landsbrancheklub for servicemedarbejdere. Statsansat.