Antallet af arbejdsløse, der har mistet deres dagpengeret på grund af dagpengereformen fra 2010, har nu passeret 70.000.
Fortsætter den udvikling året ud, så ender det med, at yderligere 13.000 arbejdsløse må vinke farvel til dagpengene.
Verner Sand Kirk, AK-Samvirke
Det viser en spritny opgørelse fra AK-Samvirke.
– Tallene kommer desværre ikke bag på os. De ligger på det niveau, vi havde forventet. Nu, hvor vi kender det præcise tal, kan vi bare beklageligvis sige, at det er sådan, det ser ud, lyder reaktionen fra Verner Sand Kirk.
Han er direktør i AK-Samvirke, der er interesseorganisation for 32 statsanerkendte arbejdsløshedskasser med tilsammen cirka 2,2 millioner medlemmer.
Forfejlede forudsætninger
Samvirket har løbende gjort status over konsekvenserne af den dagpengereform, som den daværende VK-regering aftalte med Dansk Folkeparti. Deres forudsætninger for at skære dagpengeperioden ned fra fire til to år og kræve 1.924 timers arbejde for at genoptjene en ny dagpengeperiode lød, at mellem 2-4.000 mennesker ville miste dagpengene.
Det tal, har a-kasserne fra start advaret om, var alt for lavt sat. Nu springer realiteten i øjnene: 70.000 arbejdsløse har opbrugt deres dagpengeret i perioden 2013-2015.
– Vi har også tallene fra januar i år, hvor cirka 1.100 personer er faldet ud af dagpengesystemet. Fortsætter den udvikling året ud, så ender det med, at yderligere 13.000 arbejdsløse må vinke farvel til dagpengene, forklarer Sand Kirk til Arbejderen.
Tallene er faldene og efter direktørens mening udtryk for, at det går lidt bedre med beskæftigelsen.
– 13.000 er stadig alt for mange, og det er umuligt at sige, hvordan det kommer til at gå. Det hører med, at dem, der falder ud, gør det, inden den nye dagpengereform når at træde i kraft.
Venter på ny reform
I oktober 2015 indgik Venstre-regeringen forlig med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om en ny omfattende dagpengereform. De første dele af den træder først i kraft i 2017.
Den reform forventes at reducere antallet af arbejdsløse, der mister dagpengeretten med cirka 2.000 årligt.
– Vi forventer da også, at færre personer vil opbruge dagpengeretten i 2017 end de foregående år, men om den forudsætning holder afhænger blandt andet af beskæftigelsen. Uanset hvad, så forventer vi slet ikke at nærme os de 2-4.000, som forligspartierne bag 2010-reformen forudsatte ville blive ramt, siger Verner Sand Kirk.
Loven der skal udmønte sidste års reform har netop været i høring blandt a-kasser, fagforbund og arbejdsgivere. På baggrund af høringssvarene bliver der inden længe fremsat lovforslag til behandling i Folketingssalen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278