08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

84 Vestas-ansatte syge af epoxy

Syg på jobbet

84 Vestas-ansatte syge af epoxy

Nu får også vindmøllegiganten Vestas ridser i lakken. Siden 2005 er 84 ansatte blevet syge af at arbejde med epoxy i produktionen, skriver DR, der tidligere har afsløret, at 64 ansatte på Siemens har fået godkendt arbejdsskader.

Det kan være farligt at arbejde i vindmølleindustrien. Mindst 64 ansatte på Siemens Wind Power og 84 på Vestas har fået godkendt skader som følge af arbejde med farlige stoffer som blandt andet epoxy.
FOTO: Henning Bagger/Scanpix
1 af 1

Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) har bedt Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet gennemgå produktionen ved Vestas og Siemens Wind Power.

Jeg er rystet over, at det endnu engang viser sig, at en virksomhed med en certificering for at have et godt arbejdsmiljø, ikke har haft det.
Ulla Sørensen, 3F.

Det sker efter DR Nyheders nye oplysninger om, at 84 ansatte på Vestas siden 2005 er blevet syge af at producere vindmøller. Tidligere i maj fortalte DR, at Arbejdsskadestsyrelsen de seneste 10 år har afgjort mindst 64 sager, hvor ansatte hos vindmølleproducenten Siemens var blevet alvorligt syge af arbejdet med stofferne epoxy og isocyanater.

– Jeg er blevet orienteret af Arbejdsskadestyrelsen om, at der også hos Vestas er sket indberetninger af arbejdsskader, der er knyttet til arbejdet med epoxy, siger beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V), der nu ønsker klarhed over problemets omfang.

Skadet for livet

Både epoxy og isocyanater ligger i toppen over allergifremkaldende stoffer. Isocyanater er desuden på EU’s liste over stoffer, der kan være kræftfremkaldende, og er man først blevet syg af de her stoffer, er man det resten af livet, har flere arbejdsmiljøeksperter udtalt til DR.

Fagforbundet 3F, som har mange medlemmer ansat i vindmølleindustrien, er overrasket over det store antal ansatte, der har fået deres helbred mærket for livet.

– Jeg er rystet over, at det endnu engang viser sig, at en virksomhed med en certificering for at have et godt arbejdsmiljø, ikke har haft det, siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef hos 3F, til Ritzau.

Resultat inden sommerferien

Hun siger, at 3F har været opmærksom på, at der har været skader hos Vestas, men ikke har kendt til omfanget og heller ikke til typen af skader.

– De sager, vi har set, har været ulykker. Vi har ikke været bekendt med det. Det var vi heller ikke med Siemens. Vi hører jo kun om sagerne, hvis vi hjælper vores medlemmer med at køre dem, forklarer Ulla Sørensen.

Resultatet af Arbejdsskadestyrelsens og Arbejdstilsynets undersøgelse forventes at ligge klar inden sommerferien.
 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2016 - 06:15   19. maj. 2016 - 06:20

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk